Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

7-mod-6 spillet blev dødsstødet

26647945_10215203329865019_1611849292_n.jpg
06-01-2018

Fotograf: Benjamin Christensen

Skive fH skulle for alvor skyde 2018 i gang med den sværest mulige opgave på hjemmebane. Før kampen havde TMS træner Christian Dalmose travlt med at underspille sit holds chancer, men kendsgerningen var de ligger sikkert nummer 1 i 1. division.

Man var ved at lugte en sjælden 0-0 i en håndboldkamp, men det det var Lasse Sinding der efter små 4 minutters spil kunne score kampens første mål på et ellers godt spillende Skive-forsvar. Mikkel Tønners plejer vi have problemer med i TMS-målet, og igen i dag stod han stærkt.

Tobias Jørgensen kunne dog udligne til 1-1 netop som uret rundede de 5 minutter. Nicolai Pugholm tiltrak efter 10 minutter den første udvisning i kampen, og den periode blev tabt 0-2. Senere skulle han også få et rødt kort med den tredje udvisning.

Første halvleg bølgede frem og tilbage, men med 13-14 efter de 30 minutter var alt stadig åbent inden det afgørende slag.

Efter pausen kom hjemmeholdet bedst fra land, og med en fløjscoring var det igen hjemmeholdet der var i teten. Flot arbejde fra Rasmus Kier, som efter lidt småskavanker igen var helt klar til tophåndbold.

TMS ville dog ikke ligge sig ned, og efter Skive forsøgte sig med en ekstra markspiller, så betød det samtidig målet stod gabede tomt. Ulempen er man bliver straffet hårdt ved boldtab. 19-23 til udeholdet kunne modstanderen i høj grad takke den manglende keeper for.

Mads Meldgaard holdt hjemmeholdet tilbage med et spinkelt håb med en straffekastredning og 5 minutter tilbage på klokken, men desværre var det alt for sent. Tobias Jørgensen spillede en af sine allerbedste kampe i den blå trøje, Rasmus Hansen og Kier var igen tilbage på det blå gulv, Mads Meldgaard spillede sig op efter pausen, men der skal mere til at skabe et stærkt kollektiv.  

Stillingen 25-30 kunne der ikke pilles ved, og med sejren nærmest cementerede udeholdet hvorfor oddset til at de rykker i ligaen efterhånden må ramme 1,0. Meget symptomatisk havde sponsor Hasses Kurerkørsel idag stillet kransekage og champagne ind i modstanderens omklædningsrum, og idag var der for TMS Ringsted virkelig grund til at smage på sagerne.

Næste opgave venter i Frederikshavn den 20. januar.