Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Afsluttende sommerbrag mod naboer

Skive_fh_koege_2_I7Q0253.jpg
02-06-2019

Seneste kamp i Skive fH-herreregi er på tirsdag 60 dage siden, og nu den 4. juni skal limfjordsgutterne atter i Interfjord Arena, hvor ligastjernerne fra TTH Holstebro gæster postnummer 7800. En stor mundfuld for de fleste ligahold, og en endnu større mundfuld for dette års nummer 5 i 1. division.

”Det har været et underligt forløb optil, for vi ville gerne have spillet lige efter vi var færdige med 1. division, hvilket havde givet Skive fH og den kommende trup mulighed for at starte opbygningen, men det har man ikke for alvor kunne tage fat på endnu”, kommer det fra Ole Bitsch, der sammen med assistenttræner Simon Olsen og en række spillere tirsdag har sidste optræden i Skive fH.

”Vi har kørt meget tredelt i vores fokus over den sidste halvanden måneds tid, for vi startede med hård fysisk træning, nu har vi haft en periode med meget fokus på håndbolden, og så slutter vi af med at træne fysisk igen. Det har været meget specielt at holde truppen i gang i næsten to måneder, men der skal lyde en stor cadeau til TTH, der har præsteret meget flot i Europa”, beretter Bitsch, der på modsatte trænerbænk kommer til at stå overfor finske Patrick Westerholm, men også TTH-assistenten Arne Damgaard, der efter sæsonen overtager tøjlerne som cheftræner i Skive fH.

Fra den afgående mand i spidsen er der rosende ord om hele håndboldforeningen.

”Skive fH er en fantastisk klub at være i, og jeg håber også det kommer til at gå dem rigtig godt i fremtiden. Jeg har været rigtig glad for min tid, og det vil jeg naturligvis gerne krone med en god præstation, selvom det ikke er den nemmeste kamp at sejre i. Omvendt håber jeg vi præsterer på et højere niveau end i den sidste halvdel af dette halvår, for det har jeg været ærgerlig over. Vi kan spille helt frit, hvor vi med skuldrene sænket kan gøre vores ypperste – så må vi se hvor langt det rækker mod en klassemodstander som TTH”.

Rent taktisk er et top 4-hold fra den forgange EHF Cup ikke nemt at forberede sig på, men vil man undgå at blive kørt over, så handler det blandt andet om at få sat en prop i forsvaret med solide returløb.

”Vi skal forsøge at stække den uhyggelige TTH-kontra, og der håber jeg vi kan få succesoplevelser i løbet af de 60 minutter. Selv de bedste hold i ligaen har svært ved at styre fløjspillere som Kasper Kildelund og Magnus Bramming, der scorer mål på samlebånd. Vi må se hvad vi kan gøre, og så tager vi den derfra”, beretter cheftræneren.

Der er kampstart tirsdag aften klokken 19:00 i Interfjord Arena, og vi jagter overraskelsen så længe der er minutter tilbage på klokken, og bolden er fedtet. Vil du være med, kan billet til sæsonens ultimativt sidste kamp købes her.