Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Arne Damgaard ny cheftræner i SfH

dsc_5487_1.jpg
Foto: TTH Holstebro
20-12-2018

Skive fH og 1. division cheftræner Ole Bitsch har valgt at stoppe samarbejdet efter denne sæson, og derfor har klubben sonderet trænerterrænet den senere tid. Løbende kigger man naturligt hvad der rører sig, og her er der stor tilfredshed med at lande kapaciteten vi er lykkedes med.

Fra næste sæson bliver det den tidligere Lemvig Thyborøn-cheftræner, Arne Damgaard, der overtager dirigentstokken i Skive fH, og dermed takker han af som assistenttræner i TTH Holstebro.

Arne er en kapacitet der satte store fodspor i Lemvig, og han glæder sig til igen at stå i spidsen for et senior-mandskab. Et mandskab han i Lemvig-tiden havde samtræninger med, og i mange år har konkurreret med.

Skive fH er en klub jeg har fulgt tæt i Lemvig-tiden, og jeg synes klubben har sat en meget spændende proces i gang over de senere år. Der er en blanding af rutinerede og unge spillere der skal udvikles, og hvor man er bevidst om klubbens position i fødekæden af dansk håndbold. Skive fH udvikler lysende talenter til ligaklubberne, og vejen dertil synes jeg er enorm spændende at arbejde med”, forklarer Arne Damgaard, der ikke har en ærefrygt for eventuelt at stå i front for et Skive fH-mandskab tilbage i ligaen efter sommerferien.

Selvom arbejdet i Skive fH først officielt begynder den 1. juli 2018, så trækker Arne Damgaard allerede nu i arbejdshandskerne omkring truppen for den kommende sæson.

Ole afleverede Randers HH som en ligaklub, og skulle Skive fH være så dygtige at spille sig til en oprykning, så får vi det bedst mulige ud af det. Jeg er bevidst om Skive fH ikke har en bunke penge at bruge som ligahold, så dem der spiller et hold op, det er også dem der skal være med til at bygge stammen om et ligahold. Der er kontraktudløb hos en række spillere, og spillere for næste sæson er noget af det rigtig spændende Peter og jeg skal i gang med at kigge på. Det er en arbejdsopgave jeg selv vil deltage meget i, for jeg synes, det er vigtigt en kommende spiller snakker med ham der skal træne dem”, fortæller den 49-årige Arne fra Tvis, der også har haft en karriere som håndboldspiller.

Med tiltrædelsen i Skive fH, håber Arne at få hverdagen til at hænge bedre sammen.

Det bliver fint at komme tilbage som cheftræner, men valget skal på ingen måde ses som utilfredshed med at være assistenttræner i TTH Holstebro. Problemet er, at TTH er en fuldtidsprofessionel klub med træning om formiddagen, og det har simpelthen ikke kunne kombinere med mit arbejde som speditør ved Actona Company i Tvis. Det har været grunden til at jeg forlader TTH Holstebro igen, for det er min klub. Det er der jeg er født, opvokset og har tilbragt mange år”, lyder det lettere bevæget fra den rutinerede træner.

Det er ingen hemmelighed vi med Lemvig Thyborøn som konkurrenter har fulgt deres gøren og laden, og netop derfor er valget af Arne Damgaard ikke en tilfældighed. Værdigrundlaget mellem Arne Damgaard og Skive fH virker oplagt.

Arne er en træner der kender kulturen i Skive, og vi ved hvad han står for som person. Vi har fra de indledende samtaler ikke været i tvivl om match-uppet, og glæder os til at se en stor trænerkapacitet i Skive. Først venter i foråret endnu en spændende halvsæson, og herefter ser vi frem til at byde Arne velkommen som cheftræner i Skive fH” udtaler administrerende direktør Peter Andersen.

Arne Damgaard tiltræder i Skive fH på en toårig kontrakt den 1. juli 2019, og har også tidligere været cheftræner i Mors-Thy Håndbold.