Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Attention: Koncentration påkrævet!

26102016BCF_Skive_Ha-ndbold_mod_frederikshavn017.jpg
18-11-2016

Efter sidste weekends snævre udesejr på Fyn, så skal Skive fH gerne følge op med en god præstation og 2 point i Freja Arena lørdag klokken 16:00.

Hellerupklubben HIK har ligesom Skive spillet 8 kampe i denne sæsons 1. division. Med 7 sejre og et enkelt nederlag har hjemmeholdet næsten gjort rent bord, hvorimod realiteten er anderledes for weekendens modstander. Her er det blevet til 7 nederlag og en uafgjort imod Otterup. Et point der blev hentet i første spillerunde for lidt over 2 måneder siden.

 Når det er sagt, så viser den tætte kamp imod SUS Nyborg at er man ikke 100 % tilstede fysisk og mentalt, så kan selv undertippede mandskaber blive en stor mundfuld. Derfor skal indstilling og viljen være med til at vise hvor skabet skal stå.

”Der er ingen lette kampe i 1. division - det har vi friskt i erindringen. Omvendt vil jeg sige at vi ser os selv som et bedre hold, men man er kun det bedre hold i øjeblikket man investere alt hvad der kan og skal investeres. I løbet af ugen har vi haft en lille snak om hvordan favoritværdigheden skal håndteres, og ikke mindst at se det som en mulighed fremfor begrænsning. Uanset om man er favorit eller ej, så skal vi på banen 60 minutter. Lyst og stor motivation til slagets gang - da plejer tingene som regel at løse sig”, fortæller Ole Bitsch.

Kigger vi mod sammensætningen af truppen til opgøret, så forventes det at Daniel Guldsmed igen er spilleklar efter 3 uger uden kamp.  

”Daniel Guldsmed har siddet over med en forstrækning i baglåret, men lidt ro har igen bragt ham klar til kamp. Mads Johansen er så småt på vej tilbage fra en skulderskade, så han er begyndt at træne med og ser rigtig fornuftig ud”.

Til spørgsmålet om hvorfor folk skal komme i hallen svarer Ole klart.

”Skibonitterne skal tage til håndbold for at se et hold der giver sig selv fuldt ud, og som virkelig kæmper med om placeringerne i den sjove ende. Vi har brug for den her opbakning i vores vej mod at komme tilbage til Ligaen, så jeg håber at se mange nye ansigter i Freja Arena lørdag”, slutter cheftræneren.   

Som appelsinen i turbanen uddeler Spar Nord Skive fribilletter ved indgangen. Eneste krav er at du kigger forbi deres Facebookside og finder annoncen, som ved indgangen kan byttes til 2 billetter kvit og frit. Når du alligevel er forbi, så stik lige deres side et stort like for at være en del af holdet omkring holdet i Skive fH.

Kom i hallen og bak herrerne op lørdag klokken 16:00 – det er gratis og vi har brug for jer i angreb og forsvar!