Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Balsby og Graugaard på U-landsholdet

Landshold.png
Fotos: BenjaminChristensenFoto
11-12-2018

Det var med stor fornøjelse, da der mandag eftermiddag tikkede 2 landsholdudtagelser ind i mailboxen hos Skive fH’s administration. Den 3. - 8. januar samles 21 af Danmarks største talenter i Fredericia, hvor der venter en række U21-landsholdstræningspas med indlagte aktiviteter.

Keeper Nicklas Graugaard er igen med i U21-truppen, og han har været fast omkring landsholdene for årgang 1999 de senere år, mens han denne gang får selskab af holdkammeraten Tobias Balsby.

”Det kom som lidt af en overraskelse, men det er altid drønfedt at få muligheden i landsholdsregi med en masse dygtige talenter”, fortæller Tobias Balsby dagen efter udtagelsen.

For Nickas Graugaard var det selvfølgelig også skønt at blive udtaget. Andre dygtige keepere som Salaf Boutaf (Odder Håndbold) og Christoffer Bonde (Århus Håndbold) er ligeledes udtaget, så spilletiden kommer ikke af sig selv. Den stærke konkurrence i truppen er med til at skærpe den 19-årige morsingbo.

”Det er ikke nyt for mig at være omkring U-landsholdet, men det er selvfølgelig altid skønt at holde sig inde i varmen. Den store konkurrence er godt for min udvikling. I Skive har jeg også et rigtig godt samarbejde med Mads Meldgaard, og vi supplerer hinanden rigtig godt. Jeg kan lære meget af ham”, fortæller den høje Skive-spiller, som i denne sæson er udlejet fra Mors Thy Håndbolds ligamandskab.

Første opgave i klubben efter landsholdssamlingen bliver den 19. januar, hvor Skive fH på hjemmebane møder AJAX København klokken 14:00.

Inden julen kommer, spiller Skive fH nu på lørdag den sidste kamp i 2018 ude mod HC Odense.