Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Bedst i tre fjerdedele af kampen

18052273_10212847672335053_1134880486_o.jpg
20-04-2017

Foto: BenjaminChristensenFoto

VI skal mange år tilbage for at have set flere tilskuere i Freja Arena. Hele Skive havde i dag fundet i hallen, og de fik en god start at se. På straffekast kunne Andreas Toudahl bringe hjemmeholdet foran med 5-3, og selvom at udeholdet bragte sig på udlignende 6-6, så bragede Mathias Bitsch sin 4. scoring ind til en ny føring. Mathias var klart en af de helt store oplevelser hos Skive-mandskabet, men han måtte dele rampelyset med en mand i målet.

Jesper Sørensen havde valgt en af sine bedste kampe, og han var en stor del i at Skive med 2 minutter tilbage af halvlegen kunne gå til time-out foran med 11-8. Duften af champagne bredte sig med Mads Øris Nielsen gennembrud til pausestillingen 12-8, men intet er afgjort før der er fløjtet af. Det så vi senest i Tønder, hvor det var Skive der kom fra baghjul til sidst.  

Skive-mandskabet fortsatte den dybt koncentrerede indsats i starten af anden halvleg, og TM Tønder spillede i blinde angreb efter angreb. Foran dem stod den blå mur, og skulle de passere den, så fortsatte den formidable Jesper i målet.

Vi havde på forhånd forventet et tæt brag imod det sønderjyske mandskab, og med 19-14 og et kvarter igen, så var der ikke meget vind der blæste mod en tæt afslutning.

Herefter begyndte det hele dog pludselig at gå udeholdets vej. Det overtag Skive-mandskabet havde haft i den første kamp, og til dels de første 45 minutter, det var nu tippet på hovedet. Med 6 scoringer i træk kunne Oliver Eggert Nøddesbo bringe Tønder på 19-20 – den første udeføring i hele kampen med 2 et halvt minut igen.

Tønder vandt de sidste 5 minutter med 1-4, og dermed slutter det hele 20-22. 45 minutter var desværre ikke nok til at fuldbyrde en ellers koncentreret indsats, og efter kampen var der tomme blikke i øjnene på tydeligt skuffede spillere.

Der venter nu en stor opgave med at få rejst holdet til den altafgørende kamp i Tønder på søndag klokken 15:00. Vi har gjort det så sent som i mandags, og vi kan gøre det igen. Et elendigt kvarter til sidst blev afgørende for at Tønder kom med i kampen – nu skal der kigges indad og ses video.