Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Det rigtige Skive-hold vandt!

2.png
24-03-2019

Eftermiddagen endte med en positiv overskrift, da de unge 2. divisionsgutter med en nervepirrende sejr på 29-28 over Hornbæk nu overlever i rækken som oprykkerhold. Vi tillader at kalde dem ”det rigtige hold”, da Skive Folkeblad den 1. marts omtalte 2. divisionsgutterne som ”det forkerte hold”. En benævnelse et hårdt kæmpende og energisk hold ikke fortjener i dagspressen – specielt ikke ovenpå en sejr over lokalrivalerne fra HRH74 – og som sæsonen igennem har kæmpet forbilledligt for sine i alt 14 point.

Ved kampstart var humøret ellers i kulkælderen hos flere tilskuere, efter førsteholdet foran en flot kulisse på 672 i Interfjord Arena måtte se sig slået klart med 28-35 af Team Sydhavsøerne. Smilet genfandt vi dog med to vitale point til de unge gutter, der spillede en herrekamp mod Hornbæk, og efter omtrent et kvarter måtte vinke farvel til forsvarskrumtap og stregspiller Peter Beregaard Johansen, der indkasserede et direkte rødt kort.

Starter vi ved 1. divisionskampen, var vi langt hen ad vejen med i opgøret, men mod slutningen kollapsede holdet som kollektiv. 25-26 efter 48 minutter blev fulgt op med 3-9 til gæsterne i de sidste 12 minutter, hvor holdet faldt sammen i forsvaret, og angrebsmæssigt famlede efter de rigtige beslutninger. Kampen igennem virkede de defensive aftaler uklare, og keeperne fik ikke fat i alverden, før Mads Meldgaard til allersidst tog et par helt frie 100%-afslutninger.

Med resultatet må vi erkende det ser hårdt ud i forhold til at slutte i top 3, men Team Sydhavsøerne er sølle ét point foran os i tabellen, og skal næste lørdag til Stoholm, inden de i sidste runde møder HØJ Håndbold. Hvem havde troet vi skulle sige det, men lige på lørdag tager dem der ikke skal med til Ølstykke en hvid trøje på!

Med dét sagt, så står vi selv i en sårbar situation, og skal smide den tabel langt, langt væk. Korthuset væltede i et voldsomt uvejr, og næste uge byder på en del snakke. Kernen blev ikke genfundet, og vil man vinde i Ølstykke mod HØJ på lørdag, samt mod HC Odense hjemme i Interfjord Arena den 6. april, kræver det skeen for alvor kommer i den anden hånd. Det er absolut sidste udkald for en trodsreaktion, og ord som ”ære”, ”vildskab” og ”dedikation” skal hænge på køleskabslågen for samtlige i og omkring truppen den kommende tid.

Omvendt må man også erkende holdet på nuværende tidspunkt ikke har kynismen til at lege med de store drenge. Sydhavsøerne har leveret flere mandfolkepræstationer på det seneste – blandt andet dagens bedrift og storsejren over Fredericia – så hatten af for at stikke kniven ind på det rigtige tidspunkt.

Nå, tilbage til de positive ting. Klokken 16:30 kunne 2. division med en sejr endegyldigt sikre sig imod al snak om nedrykning, og med en runde tilbage (udekamp mod Nørre Djurs HK) sætte to streger under overlevelse. En kollektiv bedrift sikrede at pauseføringen på 14-12 blev konverteret til sejr på 29-28, og dermed har vi også den kommende sæson et hold i 1. og 2. division - som minimum.

En rutsjebanetur af de store, men vi slutter af med et kæmpe tillykke til de unge gutter og Steffen Carstens, der for alvor har bevist sin berettelse i 2. division!