Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Eksemplariske Skive-fans i Tønder

17976526_10212817923471350_461481215_o.jpg
18-04-2017

Af Jonas Fangel

Kære håndboldfans af Skive fH!

I går var vi vidner til en stor præstation inden- og udenfor halgulvet. Hvad der ikke blev nævnt, det var den fine gestus ydet af Skive-fansne efter slutfløjtet. Som det kan ses på billedet her, så var udeholdets fans placeret på en balkon i 1. sals niveau. Efter slutfløjt plejer de fleste udefans efter lokale udsagn skynde sig hjem, men det gælder ikke den delegation af frivillige og fans af Skive fH, som i går lydmæssigt matchede hjemmeholdets publikum flot.

”Da jeg var på vej ned af trappen til halgulvet, så kom en person hen og spurgte om jeg kender Gunnar Simonsen, som i 2004 var med til at stifte Skive fH Elite A/S. Jeg svarede at det gør jeg da, hvorefter han fortalte han selv har været halinspektør i Tønder mange år. Han havde aldrig nogensinde set et udehold rydde så flot op efter sig selv i Tønder, hvorfor han med næsten grådkvalt stemme sagde tak på vegne af hjemmeklubben”, fortæller Berit Meidal, som har en særdeles aktiv frivillig rolle i Skive fH’s foreningsliv. Her er hun med i styringsgruppen ved Hancock Cup, sidder i bestyrelsen ved Skive fH’s støtteforening, og ikke mindst er hun med i klubhuset. I går var hun involveret i den flotte situation på nærmeste hånd.

Også fra Skive fH’s administration er rosen til de medrejsende fans høj.

”Som direktør bliver jeg rørt over den her indsats. Med i bussen var mange der til daglig knokler som frivillige i Skive fH, og selvom de var med på lige vilkår med alle andre, så var der ingen slinger i valsen. I deres position kender de værdien af en lille hånd, og det skønneste var hvor naturligt det faldt dem ind at man rydder op efter sig selv. Vi håber at det kan være med til at styrke det store hensyn vi ser til de frivillige i Freja Arena, for vi er vitterlig heldige med den sammensætning af ildsjæle vi har i klubben”, forklarer Skive fH-direktør Peter Andersen, som også bemærkede den tydlige lydkulisse der blev skabt i det blå hjørne på en ellers stærk udebane.

Kommer du i hallen til torsdagens oprykningsdrama, så gå lige hen og klap de fans og frivillige der tog med på udebane i Tønder på skulderen. Ikke bare bakkede de Skive-drengene op hele vejen i den svære kamp – de viste sig også som fantastiske repræsentanter for den blå Kempa-trøje bagefter.