Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

En hård tur til Ølstykke

IMG_2763.JPG
29-03-2019

Med tre nederlag I fire kampe har marts måned ikke været til historiebøgerne for 1. divisionsmandskabet i Skive fH, og en mulig plads i top tre er lige nu uden for egen rækkevidde. Al snak om finpoleret håndbold og kammerateri skal fejes til side, og kun to point er i oplægget til lørdagens udekamp imod HØJ Elitehåndbold. En samlet trup går på banen for at tanke selvtillid til kontoen.

”Det handler for os ikke så meget om HØJ i morgen eftermiddag, men om at finde fodfæste hos os selv. Jeg synes vi har leveret under evne, og heller ikke hvad vi selv gerne vil stå for. Samtidig er det ikke mere end 19 dage siden vi toppræsterede nede i Tønder, så vi skal finde et niveau hvor vi kan være os selv bekendte”, er de overordnede linjer for oplægget til kampen lørdag klokken 15:00, når man hører Ole Bitsch i forlængelse af træningen fredag.

Al favoritværdighed er tippet af skuldrene, og forhåbentlig kan mandskabet bruge det positivt i Ølstykke-hallen, hvor Skive aldrig har tabt før. HØJ skovler dog sejre ind på stribe - lige med undtagelse af kampene imod Tønder og Fredericia - og har nu hentet sejre i de seneste 5 ud af 7 kampe siden starten af februar.

”Andreas Stryger har en stor stjerne hos HØJ. De er et af holdene der benytter 7-mod-6-spillet allermest, da han er dygtig på sine egne kompetencer. Det stående skud og samspillet med stregen mestrer han flot. Derudover har de også Morten Slundt, der plejer at præstere en del målgivende afleveringer i de her kampe”, lyder det forud for lørdagens andensidste grundspilskamp fra cheftræneren.

Med den seneste periode skal det største håb for en sejr findes i en trodsreaktion, samt med spillernes egen indstilling til hvad kampen skal byde på.

”Vi jagter stadigvæk den lille mulighed der er for top tre, men der er intet pres på os længere. Det har vi selv formøblet igennem den sidste måned, og nu handler det om at spille igennem, og komme med al den energi og humør det kræver. Ugen har været god - vi har haft nogle gode snakke - men snakke sender ikke point på kontoen. Ord skal laves til handling, og selvom korthuset ikke er stabilt for tiden, så er det noget man kan arbejde sig ud af”, lyder det slutteligt fra Ole, inden fredag aften står på 100% afslapning.

Der er kampstart lørdag klokken 15:00, og du kan som altid følge stillingen på tophaandbold.dk/livescore.

Også andetholdet spiller lørdag, hvor de klokken 16:00 møder Nørre Djurs HK i den sidste 2. divisionskamp for denne sæson. Her har "young guns" allerede sat en streg under overlevelse.