Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

En klassiker er tilbage!

Ole_Bitsch_-_mange_tilskuere.JPG
01-11-2017

Af Jonas Fangel

I godt 6 måneder har det forestående opgør stået som noget ganske særligt. For første gang i 6 et halvt år kan Skive fH som hjemmehold blænde op for en lokalklassiker med en lang historik – modstanderen hedder Stoholm IF, og med 13,6 kilometer er der ikke langt imellem de to hjemmebaner.

”Som træner synes jeg det er skønt man kan skabe en stor interesse omkring en kamp i 1. division, og hvor der virkelig er tale om et lokalbrag. Jeg har hørt omkring interessen udefra for opgøret, så det er absolut en af de kampe vi som aktører glæder os vanvittig meget til”, fortæller Ole Bitsch.

Han har også hørt jungletrommen snakke om udsolgt, samt et før-arrangement man målt på antallet af deltagere skal langt tilbage i historiebogen for at overgå. I skrivende stund er der stadig fornuftige billetter at hente på Skive fH’s hjemmeside, så det er endnu ikke for sent at få en på opleveren.

På banen forventer og forlanger de folk der følger hjemmeholdet et toptunet mandskab til denne kamp - forståeligt. Sponsorer og fans af de to klubber kender hinanden på kryds og tværs, og den faktor skal også sive ind under huden hos spillere og alle omkring holdet.

”Når man snakker om motivation, er det en af de kampe man som træner ikke behøver gøre så meget ved. Med tingene på spidsen, mange folk i hallen og lokalopgør, så skal man i Skive fH kunne sætte sig mentalt op til opgaven. Hvis vi samler antallet af lokale spillere, så kan det vel tælles på en håndfuld både for hjemme- og udehold. Derfor kræver det fra vores side respekt for hvad kampen betyder for området, og der skal alle steppe op, så vi i fællesskab giver en god håndboldkamp for de mange der bruger fredag aften sammen med os”.

I den seneste kamp tiltrak Stoholm IF’s cheftræner Peter Laursen sig dommernes opmærksomhed, da han kastede et time-out kort på spillepladsen med få sekunder tilbage. Dét, kombineret med en verbal udveksling, sendte Stoholms cheftræner i karantæne til lokalbraget. Den sekvens er dog ikke noget Skives førstetræner lægger vægt på i forberedelserne.

”Jeg har arbejdet sammen med Stoholms assistenttræner Allan Kjær i Randers, og vi er også gode venner udenfor håndboldbanen. Jeg kender ham som en yderst kompetent træner, så jeg ser ikke nogen forskel på den front. Allan kan sagtens alene videreføre det de som hold træner i til dagligt igennem de 60 minutter, så med eller uden Peter Laursen, der tror jeg ikke udtrykket i hvad Stoholm kommer med ændres væsentligt”, forklarer Ole Bitsch, der i snart halvanden sæson har stået i spidsen for Skive fH's 1. division herrer.

”Vi må konstatere det på papiret ikke er et nyankommet oprykkerhold vi møder. Det er et hold der næsten har flere ligakampe på bagen sammenlagt i forhold til os, og det siger selvsagt lidt om kvaliteten. De har en Kasper Køser løbende rundt, Sonny Landberg har spillet i flere ligaklubber, og Casper Søegaard har ligaerfaring fra Odder. Inde på playmakerpositionen kan de supplere med et par kloge spillere i Per Ryberg og Mikkel Grønbech. Jeg synes Stoholm navnemæssigt gør en ganske fin figur”, lyder det, inden der naturligt falder en anerkendende forundring af hvorledes de skruer det sammen blot 13,6 kilometer fra Skive fH’s hjemmebane.

Setuppet i Stoholm må siges at være imponerende, for på frivillig basis har man formået at stykke en slagkraftig trup sammen med yderst begrænsede midler.

”Som 1. divisionstræner må man klappe i hænderne, for det er virkelig beundringsværdigt man på foreningsbasis kan tilbyde hvad Stoholm gør. Man har mange spillere der kommer forskellige steder fra, og tilmed spiller de på frivillig basis. Det ser man ikke ret mange steder, og det er virkelig flot. Hvordan de gør tænker jeg rigtig mange andre klubber gerne vil lære af, for det er ret imponerende”, beretter Ole.

Set indad har synonymet for Skive fH i denne sæson ikke været kønt håndbold, og det er også noget den tidligere ligaspiller og nuværende cheftræner ved.

”Forhåbentlig skal vi gerne snart finde noget af det gode håndboldsspil frem til en propfyldt hal, men i vores position, så handler det i første omgang om at få pointene på kontoen. Vi skal have selvtillid, tro på tingene, men også have en selvforståelse af intet kommer nemt til os i så stærk en 1. division. Der skal arbejdes 100 % for det hver eneste gang, og der synes jeg vi har manglet de sidste procenter. Det håber jeg begynder at indfinde sig, for drengene træner rigtig godt med fuld knald på, og humøret virker stadig til at være rigtig fint”, lyder det onsdag eftermiddag, hvor det for spillertruppen står på en fridag med mulighed for at snige sig ind til en let styrketræning inden torsdagens afsluttende træningspas.