Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

En sæsondefinerende kamp

SkiveFhmodTMToender_I7Q3376.jpg
22-03-2019

Med bare 3 spillerunder tilbage spidser det til i kampen om top tre i grundspillet. Ét point er der ned til Team Sydhavsøerne på fjerdepladsen, og to point til Ajax København på femtepladsen. Udbryderfeltet til spurten ligner at være indsnævret til præcis de 3 hold, mens Fredericia og Tønder forventes at sætte sig på henholdsvis første- og andenpladsen.

På besøg i Interfjord Arena kommer netop Team Sydhavsøerne søndag eftermiddag klokken 14:00. En placering i blandt de tre øverste hold har siden sæsonstarten været det store mål, og vil sikre holdet kvalifikationskampe mod nummer 2 i 1. division om en ny opspilsduel. Herefter møder den samlede vinder nemlig taberne af nedrykningsspillet i ligaen, men det skal slet ikke have noget fokus. I stedet skal der en mandfolkepræstation til i 2 x 30 minutter søndag eftermiddag, og alt herefter er i princippet ligegyldigt, hvis der ikke præsteres på dagen. Nu handler det udelukkende om os selv, og om at hive to point i topkampen.

”Søndagens kamp er blevet en finale for begge hold, og vinderen sætter sig på tredjepladsen. Det er to hold der gerne vil spille håndbold, men naturligvis skal vi forsøge at styre Martin Vilstrup, Kristian Vukman og Jonas Corneliussen, der er tre rigtig dygtige bagspillere. Skal vi have en mulighed i opgøret, kræver det vi også prøver at lukke deres gode skytter nogenlunde ned”, forklarer cheftræneren ved fredagens træning.

Både Skive fH og Team Sydhavsøerne har kniven for struben inden weekendens kamp. Gæsterne fra Lolland/Falster har hårdt brug for en sejr for at kunne afgøre skæbnen selv, mens et uafgjort resultat kan vise sig fornuftigt for Ole Bitschs tropper, da vi er bedre end AJAX København indbyrdes. Al den snak skal dog tyres i skraldespanden, så de blå/sorte gutter udelukkende går på banen efter en sejr. Kampen kan vise sig at være sæsonens allervigtigste.

”Vi har lyst til at vise os bedre frem på hjemmebane, end hvad der ret beset har været tilfældet hele sæsonen. Det her er vores bane, og vi vil gøre hvad vi kan. Det er ikke fordi folk ikke vil, men nu skal vi have fundet ind til kernen, så vi ikke balancerer kampene på tilfældigheder. Vi skal være mere sikker i vores grundvold. Vores topniveau er blandt de allerbedste hold i rækken, men er man der ikke 100%, er 1. division en stærk række med mange overraskelser på kryds og tværs”, lyder det fra Ole Bitsch.

Der er kampstart søndag klokken 14:00, og billetter til sæsonens vigtigste kamp til dato kan sikres på shop.skivefh.dk.