Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Endnu en topkamp på Sjælland

Optakt_TMS-Skive.JPG
24-11-2016

En af de allersværeste udebaneture venter nu på lørdag. Her drager førsteholdet atter et smut over Storebæltsbroen, hvor sjællandske Ringsted byder indenfor til topbrag. Stillingen siger 3’er imod 2’er, så prædikatet ”topkamp” bliver næppe meget mere præcist.

Et professionelt set-up med navne som bundrutinerede Rune Ohm og Claus Møller Jakobsen bør vække den største form for respekt, og udenfor stregerne har de fleste nok hørt om den karismatiske Christian Dalmose en gang eller to. TMS er dog meget mere end de 3 velklingende håndboldnavne.

”Ringsted er stærk besat på alle positioner. De har en karismatisk træner med et fint CV, og det er klart ét af de elementer vi skal løse. Han er en træner der ynder at veksle imellem formationerne, så der kommer helt sikkert en række modtræk vi skal forbedrede os på. I forhold til Rune Ohm – så er det jo en fantastisk spiller der rangerer iblandt de allerbedste højre backs i 1. division. Navnet Claus Møller Jakobsen taler jo for sig selv – det er rutine udover alle grænser. Det er tre gode profiler, men jeg synes også at de har nogle dygtige fløje og Andreas Stryger på playmakerpositionen. Det er hele vejen rundt vi skal være på mærkerne ”, formulerer Ole Bitsch.  

Efter en famlende start har de grønklædte fra Midtsjælland fundet taktstokken, og med 4 sejre på stribe over SUS Nyborg, HIK, Ajax København og senest Team Sydhavsøerne er formbarometret svunget op på ”godkendt”. Det får dog ikke Skive-træneren til at sænke forventningerne til sit eget mandskab.

”De har været ret suveræne når man kigger på det samlede billede, så jo, det er en selvtillidsfyldt modstander der stille og roligt lærer hinanden bedre at kende. Der skal dog ikke herske tvivl om at vi tager til Ringsted for at hente to point med hjem, og vi ved, at rammer vi vores niveau, så er vi også dygtige nok til at tage sejren”.

Selvom at der er meget at fokusere på ved modstanderen, så skal vi heller ikke være bleg for at fremhæve vores egne kvaliteter. Udekampen i Nordsjælland viste at Skive-drengene langt hen af vejen var det bedste hold, og senest var vi vidne til en professionel præstation imod HIK. Her blev flere spillere sparret med småskavanker, men det ser ud til at Skive-holdet kommer i stærkeste line-up.

”Vi skulle gerne kunne mønstre en fuldstændig trup, men skulle der være en skade eller to, så er jeg sikker på at vi nok skal kunne håndtere det”, fortæller cheftræneren.

Befinder du dig på Sjælland spiller vi i Dansk Kabel TV Arena lørdag klokken 16:00. Billetter kan købes her.