Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Flot sejr i bunddysten

CCichosz.jpg
12-11-2013

Der var kaldt til bundopgør søndag eftermiddag i FREJA Arena, da Skive fH tog imod TMS Ringsted, i herrernes håndbold liga. Særligt spændende blev det - heldigvis - ikke, for vore herrer var totalt overlegen, og på den dagen klasser bedre end modstanderne fra Ringsted.

Allerede efter 9 minutter tog gæsterne den første time-out - bagud 1-5 - og om det var den eller de to udvisninger vi fik lige efter der gjorde udslaget vides ikke - men gæsterne fik reduceret til 4-5, og hang på til 9-7 midtvejs i halvlegen. Siden tog vi over, og kunne gå til pausen foran 14-9.

I anden halvleg reducerede TMS hurtigt to gange. Stillingen var 15-11 efter godt to minutter, men derefter rullede jerntæppet ned foran en velspillende Henrik Jepsen. Kun to yderligere scoringer fra gæsterne blev det til i næsten 28 minutter, det vidner om stor klasse, både af forsvar og målmand.

27-13 endte det hele med, en sejr der faktisk var tre point værd, i tilfælde af at deto hold skulle komme til at stå lige i stillingen. Har man lige mange point, i inderbyrdes kampe, er det nemlig den indbyrdes målscore der tæller, og her henter TMS Ringsted os ikke.

Mange fortjener ros for en flot kamp - også et begejstret og medlevende publikum - men vi "nøjes" med at nævne målmand Henrik Jepsen der stod med en redningsprocent på 62, og stregspiller Christoffer Cichosz - begge kom nemlig på ugens hold.

Skive fH - TMS Ringsted 27-13 (14-9)

Målscorere SfH: Christoffer Cichosz 8, Nickolei Jensen 5 (3), Marius Hovde Andersen 4, Stefan Nielsen og Peter Nielsen 3, Kris Johansen 2, Nichlas Bruselius og Anders Mose 1. TMS: Savo Mester 6, Kasper Kisum 2.

Udvisninger: SfH: 6 x 2 min. TMS: 7 x 2 min.

Tilskuere: 700.