Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Første divisionskamp på hjemmebane

Nicolaj_Noerager.jpg
06-09-2017

Nu på søndag er det alvor i 1. Division. På besøg kommer fynske Otterup HK, og selvom det ikke var et hold der gjorde sig i toppen af divisionen sidste år, så er det helt sikkert et hold der kommer til at drille flere i den nye sæson – forventeligt startende mod Skive-drengene i weekenden.

Også Otterup var med i Santander Cuppens 1/8-finale i slutningen af august, og her mødte Søren Gotfredsens fynboer KIF Kolding/København. En kamp hvor man så hvad de gulklædte havde at byde ind med, og hvor holdet viste sig fint frem mod de klare favoritter.

”Otterup er et hold jeg har mødt en del gange nu, både i Randers og Skive, og jeg synes de er et rigtig friskt bekendtskab. De er afklarede omkring deres respektive roller, og så spiller de altid friskt til. Du kan være sikker på, at tager man ikke Otterup seriøs, så står man også uden point når kampen fløjtes af. Netop fordi de kommer med en stor energi i opgaven, og det skal vi også ind og matche dem på. Det har jeg en forventning og fornemmelse af vi sagtens kan – det skal bare vises søndag”, fortæller cheftræner Ole Bitsch.

Hos søndagens hjemmehold har optakten været god, om end nederlagene har været i flertal mod lutter af ligahold i optakten, men den har også budt på flere spillere der ikke har kunnet spille med på grund af småskavanker.

”Vi er lige blevet skadesfri, og tilmed starter vi ud på hjemmebane, så der er ingen undskyldning for ikke at hente 2 point. Jeg tror at Otterup HK bliver et fint hold i år, og sidste år havde vi det rigtig svært på udebane. Omvendt kan man sige, at vil vi være nummer 1, så kræver det at vi opbygger et fort i Freja Arena. Der er ikke plads til svipsere - heller ikke i første kampe”, fortæller anfører Nicolai Pugholm forud for debuten i 1. Division 2017/2018.

Billetter kan købes på shop.skivefh.dk.