Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Forskellen på top og bund bevist

Tobias_Rasmussen11.jpg
11-03-2017

Lørdag startede for Skive-fH-mandskabet klokken 8:30 ved Freja Arena, og så hed opgaven ellers HIK på udebane i Gentofte klokken 15:00.

Efter lidt småforsinkelser med en buschauffør der glemte halvdelen af spillertruppen ved opsamlingen i Vejle, så var det en flok glade drenge der kunne gå ind til opvarmningen i Gentofte Hal A. Netop det humør og sammenhold skulle i dag sikre den gode præstation, hvor der på forhånd var stort fokus på forsvaret fra træner Ole Bitsch, som i dag var eneste træner på bænken, eftersom assistenttræner Steffen Carstens var på skitur.

Kampen bød på gensyn med Mads Meldgaard imellem stængerne, som i dag dannede duo med Jesper Sørensen. Indtil nu har den unge Meldgaard været skadesplaget, og derfor var det meget glædeligt at se ham i aktion for første gang i 2017.

Fremmødt var godt og vel 50 mennesker alt i alt, og fra start kunne de se et Skive-mandskab der fint dominerende de indledende minutter. Fra fløjen kunne Dennis Albæk efter godt og vel 3 minutters spil bringe udeholdet på 1-3.

Hjemmeholdets Mads Vejby kom dog for let til sine scoringer, og så tyede Ole Bitsch til den første time-out bagud med 6-5 efter 11 minutter. Her havde den fodrappe Vejby noteret sig for 4 af scoringerne hos det hvidklædte hjemmehold.

Hik bed fra sig, men det var Daniel Guldsmed der kunne bringe Skive i front fra stregen, da han med 33 sekunder af halvlegen kunne hoppe ind over og score sikkert til stillingen 12-14.

I anden halvleg var det selvsamme Guldsmed der åbnede ballet, og med en koncentreret forsvarsindsats, så kunne Jeppe Kjærulff udnytte HIK ikke havde fået en målmand ind i forsøget på at spille overtalsspil.

Skive tonsede videre, og det skulle blive 12-19, før HIK efter 4 minutter kunne score deres første mål i halvlegen. Netop som man troede Skive var på vej til at punktere kampen, så kom HIK med 3 scoringer i tomt mål tilbage på -4, 15-19.

Mod slutningen af opgøret satte Skive dog tempoet op i 6. gear, og i særdeleshed en Tobias Rasmussen udmærkede sig med flere flotte gennembrud. Sejren på 26-34 kan man næppe sætte en finger på, og nu venter der sig en særdels spændende topkamp mod nummer 3 fra TMS Ringsted på vores hjemmebane fredag klokken 20:00.