Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Gensyn med Odder og Toudahl

Skive_fh_koege_1_I7Q9977.jpg
Foto: BenjaminChristensenFoto
31-10-2018

Fredag venter nok en spændende udfordring, hvor vi endnu engang spiller topopgør – denne gang tager nummer 5 fra Odder imod, mens skibonitterne selv indtager en tredjeplads inden kampen.

Begge hold kommer til opgøret efter en landsholdspause, og der bliver altså ingen undskyldning for ikke at præstere på fysik og koncentration. Odder spillede den udsatte kamp mod Otterup torsdag sidste uge, mens det fredag er præcis 2 uger siden vores stærke hjemmesejr over oprykningsfavoritterne fra Fredericia HK.

”Tiden er blevet brugt fornuftigt, og vi har trænet en lille smule hårdere for at bygge på. Derudover har vi forsøgt at skåne nogen af dem der har brug for det, men ellers har vi justeret til, og arbejdet med vores plan fremadrettet. Nu skal vi have det overført til kamp, for får vi ikke hentet vores point, ser Tønder og Sydhavsøerne ud til at stikke af i toppen”, lyder det fra Ole Bitsch.

Odder-holdet består af flere spændende profiler, hvor Mike Paulsen, Mathias Damgaard, og Frederik Sass-Petersen er velkendte navne for kendere af rækken, mens også den tidligere Stoholm-spiller Dennis Schytt Haahr gør det godt på fløjen for den Aarhusianske satellitby. På bænken står blandt andre den tidligere Skive fH-spiller og assistenttræner Andreas Toudahl, og vi kender ham skidt, hvis ikke han vil gøre alt for at vinde over Skive.

”I forhold til tidligere, er det en lidt smallere Odder-besætning vi skal møde, men når det er sagt, så er de meget mere bevist omkring de roller de skal indtage, og de får skabt et meget tydeligere hierarki. De ved hvem der skal præstere for at hente point”, lyder ordene om Odder-holdet.

De seneste 4 indbyrdes opgør har resulteret i 2 sejre til hvert mandskab, og hver gang har været tætte kampe der blev afgjort til sidst. I februar spillede tidligere Odder-profil Tobias Jørgensen en blændende på hjemmebane, men det endte ud i et smalt nederlag på 29-30, mens skibonitterne trak sig sejrrigt ud med 24-27 i sæsonens første indbyrdes opgør i Odder. Den udebanestatistik må gerne fortsætte fredag, hvor keeperduellen igen blive vigtigt – ganske ligesom mod Fredericia.

”I de store kampe er det vigtigt at vinde duellen om antallet af redninger, og det er også dem der giver de bedste forudsætninger for at vinde kampen. Det var det mod Fredericia, og det bliver det også fredag. Der er fire gode keepere, og der bliver også et spændende match-up mellem to danske U21-landsholdmålmænd i form af Nickas Graugaard og Odders Salah Boutaf. Mads Meldgaard stod fremragende mod Fredericia, og Odders Tomas Olason står også på rigtig højt niveau. Der skal begge hold tage sig sammen for at score mål”, slutter Ole Bitsch.

Meget er sket siden sidste sæson, men hverken Odder eller Skive-mandskabet synes svækket at dømme ud fra de indledende 7 runder. Blot 2 point adskiller holdene, hvor udeholdet kommer til Odder med 11 point, mens hjemmeholdet med 9 kan spille sig helt op på siden med en sejr.

Der er kampstart fredag klokken 19:30, og opgøret kan følges på tophaanbold.dk/sfh.