Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Hæderlig slutspurt var ikke nok

16010251_10211861967053037_911773680_o.jpg
13-01-2017

Det blev ikke til en blød opstart på det nye år, for Lemvig er ikke et nemt sted at komme som udehold. Specielt ikke når man kommer fra Skive.

Tændingen var helt i top hos hjemmeholdet, og det rødklædte hjemmehold kom også bedst i gang med et svagt overtag. Fra Skive var en pæn flok tilskuere taget med, og de biddrog til en fin ramme for dette lokalopgør. Stort tak skal der lyde for det.

Efter 17 minutter vrikkede Mathias Bitsch over, og hermed gik Mads Øris over og afløste på højre backen, imens at Tobias Rasmussen blev bragt i spil i venstre sides bagkæde. Rytmen havde endnu ikke indfundet sig hos Skibonitterne, og den forsøgte trænerteamet at finde i en timeout kaldt umiddelbart efter.

Med en hævet arm var det også netop Mads Øris der kunne bringe Skive på 9-8, og det var meget teksten fra 1. halvleg. Lange angreb for begge hold, kun stoppet af hårde tacklinger. ”Kampene i kampen” var der rigelig af, og specielt Nicolai Pugholm og Mads Paulsen tog deres ture. Dommerparret havde deres at se til, og de benyttede de første 30 minutter til at sende Pugholm ud med 2x2 minutters udvisning, hvilket gav nogle begrænsninger.

Med små 5 minutter tilbage af første halvleg fik unge Andreas Bertelsen muligheden i stedet for Nicolai Nørager i angrebet, hvor vestjyderne tog godt fra. Med pausestillingen 12-9 var scoringerne jævnt fordelt over 2 x Bitsch, Øris, Albæk, Toudahl, og sidst en enkelt pind af Nørager.

Tobias Rasmussen startede med at bringe Skive på tavlen som det første hold efter sidebyttet, hvilket blev efterfulgt af en Mads Øris der sled sig igennem til 12-11. Skive var helt med igen indenfor de første 3 minutter.

Herefter var der langt imellem snapsne. Angrebsmæssigt havde skytterne svært ved at passere Ronnie Nicolaisen i LTH-målet, men med en sjælden kontrascoring fra Pugholm, som tilmed trak en to-minutters udvisning på Mikkel Kjær, så var der pludselig kun 2 mål op med 16 minutter igen og 17-15.

Med sin imponerende 3. strafferedning på 3 mulige, så gjorde Jakob Weinreich bestemt sit til at bibeholde spændingen i opgøret. Desværre blev der brændt lige til den gode side på ellers fine muligheder i modsatte ende.

Trods et helhjertet forsøg på at hente 3 mål med lidt over et minut igen, så blev det lige ved og næsten. 27-24 blev hurtigt til 27-26 med to mål fra Kjærulf og Guldsmed, men tættere kom de blåklædte skibonitter ikke.

Med 28-27 og det andet nederlag i sæsonen, så er der lagt op til et hævntørstigt hjemmehold i lørdagens hjemmeopgør imod Korsør-Slagelse.