Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Hvor er vi – hvor vil vi hen?

20171130_175313(0).jpg
01-12-2017

Spørgsmål der har givet god mening at stille den senere tid.

I søndags led selvforståelsen i Skive fH et knæk. Isoleret var det ikke en uoprettelig katastrofe at tabe til HEI Håndbold foran en fyldt hal, men set over den seneste periode medførte det panderynker, men også frustrationer hos hver og én der var med i Østjylland.

Fra i opstarten at have fokus på at slutte højest i tabellen, så må det mål siges at have ændret sig igennem de første 11 runder. Baseret på vores oplevelser kan vi aktuelt ikke tillade os at kigge opad i tabellen, men tværtimod nedad – en konstatering der kan virke skræmmende, men tilmed sand. Truppen skal genfinde standpunktet og rygraden, og det kræver en ændring af det mentale mind-set til træning og kamp. Det drejer sig om 60 minutter – ikke 30.

FIF kommer ind til kampen i Skive med en succesoplevelse, imens morgendagens hjemmehold jagter oprejsning. Fortiden kan vi bruge timevis på at debattere, men på tirsdagens evalueringsmøde kom der sandheder på bordet – forhåbentlig information der kan ruske op i spillere der ikke har slået til igennem den senere tid.

Der har været meget snak om at vi har en af de bredeste trupper i den anden bedste danske liga, men hvorfor virker lige nu ikke synligt. Præsterer startopstillingen ikke, da er der brug for at spillerne på bænken byder sig til og presser på til en udskiftning – en bredde der aktuelt ikke er så markant som håbet eller omtalt.  

I seneste kamp kunne Københavner-klubben sætte 2 pinden på kontoen, da de med 27-24 slog Frederikshavn FI – den hidtil eneste sejr siden oprykningen i sommers, men en sejr der også aftvinger respekt og hunger efter endnu en god oplevelse.

Forhåbentlig kan vi allerede i morgen se en trodsreaktion på den senere tids skuffelser, men vi må ærligt også sige det klare svar til omverdenen ikke har været synlig endnu. Med julefrokost for sponsorer og fri entré håber vi at kunne give en festlig afslutning på denne halvsæsons hjemmepræstationer, men vi ved det hele kræver en helstøbt indsats med hjerte og talent.

Kom GRATIS i hallen og giv gutterne en hånd med på vejen – det er nu vi for alvor har brug for jer!