Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Jagten på andenpladsen går over Maribo

Kom_nu_-_Ole.jpg
23-03-2017

Med en toppræstation kunne Skive fH spille sig 3 point foran TMS Ringsted i sidste runde, som sidenhen er blevet til 2, efter TMS spillede uafgjort 30-30 mod HØJ onsdag aften. Med 3 resterende kampe sidder limfjordsmandskabet med gode kort og en kamp i baghånden, men hvorvidt vi ender på andenpladsen er endnu ikke afgjort. En sejr vil øge forspringet til 4 point med 2 kampe tilbage, så den gode formkurve skal gerne udbygges, selvom at udfordringen hedder Team Sydhavsøerne på udebane søndag eftermiddag. Da vi er bedre indbyrdes end TMS Ringsted vil det scenarie også betyde at andenpladsen er sikret.

Team Sydhavsøerne har i deres kampoptakt afskrevet chancerne for at blive en del af et kvalifikationsspil til ligaen næste år, 5 point efter TMS Ringsted, men Ole Bitsch forventer ikke et mandskab der på forhånd smider håndklædet på banen.

”Det er lidt spændende hvad de har at komme med, for jeg så også Martin Vilstrup udgå i sidste kamp, og så er der et par øvrige vi formoder ikke er på 100 %. Vi forbereder os dog på det værste, og så må vi tage den derfra”, forklarer cheftræneren, der med sidste weekends præstation fik set gode byggesten for den spændende tid forude.

For Skive er der stadig en masse på spil, selvom at pladsen i det kommende kvalifikationsspil allerede er sikret med 3 kampe igen. Topniveauet for sæsonen skal gerne kulminere, og hvorvidt vi slutter 2’er eller 3’er er bestemt ikke ligegyldigt.

”Nu handler det om at vi skal lukke den andenplads. Som udgangspunkt tager vi til Sydhavsøerne for at jagte de 2 point, og ud fra de forskellige vinkler ser det positivt ud. Hvis vi gerne vil fastholde det momentum vi har lige nu, og som vi for alvor har oparbejdet i den seneste periode, så kræver det en god præstation. Man må sige tillykke til Nordsjælland med oprykningen efter en flot sæson, og nu gælder det bare om at ende højest muligt”, fortæller Ole.

Den gode formkurve skal gerne fortsættes, men udover en lang bustur på over 350 kilometer, så er der også en række ubeskrevne TSØ-profiler der skal stækkes, hvis målet om de 2 point skal indløses. Intensiteten til Skive-træningerne kan der i hvert fald ikke sættes fingre på.

”Drengene er meget motiveret, for der bliver virkelig knoklet igennem i vores træningspas. Vores mål er at få de 2 point, så vi kan cementere den andenplads, men vi går også ind for virkelig at øve os. BorderShop Arena, og efterfølgende Bavnehøj Hallen, er notorisk set udebaner der er rigtig svære, for der er mange tilskuere og andre faktorer der spiller ind. Skal vi i næste sæson spille liga, så kræver det som minimum én virkelig stærk præstation på uvant halgulv i kvalkampene. Derfor glæder jeg mig også til at se hvordan spillerne reagerer på søndag”, fortæller cheftræneren, hvis mandskab i næste weekend altså skal møde Ajax København på udebane.

Der er kampstart mod Team Sydhavsøerne i BorderShop Arena, Ved Stadion 4, 4930 Maribo, klokken 15:00 søndag.