Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Jeppe Kjærulff fortsætter i blåt

Jeppe_Kjaerulff1.jpg
08-01-2018

En af denne sæsons store profiler har på venstre fløj været Jeppe Kjærulff. Med 44 scoringer i 14 kampe holder Jeppe et stabilt scoringsgennemsnit, og specielt i kontrafasen halser modstanderen ofte efter en ubesværet Kjærulff – en spiller man fristes til at sige kan løbe bip-testen baglæns.


I sidste sæson var Andreas Toudahl ofte foretrukket på venstre fløj, men imens den garvede fløjspiller mere har fået en rolle på playmakerpositionen, så har Jeppe Kjærulff med fuld berettigelse tiltusket sig mere og mere spilletid på venstrekanten.


”Jeg har fået en masse spilletid og ansvar i løbet af det sidste halvår. I den forgangne sæson spillede jeg ikke helt så meget som jeg gerne ville, men i år har været væsentlig bedre set igennem mine øjne. Jeg går igennem en god udvikling med gode præstationer, og så synes jeg det er dumt at skifte fra noget der fungerer for mig. Mit princip er at spilletid udvikler man sig mest ved, og det er også min vision for de kommende sæsoner”, lyder det ydmygt fra en af de store humørbomber i førsteholdstruppen.


Som 22-årig er der forhåbentlig mange år forude som vandretliggende fløjspiller, men når snakken går på drømmene med den harpiksbeklædte læderkugle, så kommer det prompte fra den vævre Silkeborg IF-tilhænger.
”Først og fremmest vil jeg vildt gerne opnå en oprykning med Skive. Jeg synes ikke vi har præsteret det man burde med de spillere vi har, og så vil jeg da gerne spille liga på et tidspunkt. Forhåbentlig kan vi slå 2 fluer med et smæk der”, lyder det bag det lumske smil kun Jeppe præsterer.


Cheftræner og sportslig ansvarlig, Ole Bitsch, er også en begejstret mand over denne forlængelse.
”Vi er meget tilfredse med forlængelsen af Jeppes kontrakt. Han er en klassefløj, og med tiden i Skive er han utvivlsomt vokset som håndboldspiller, men ikke mindst også som menneske og person. Netop den personlige udvikling er om noget det der gør han præsterer på det høje niveau vi ser, for hans potentiale er uomtvistelig. Jeppe har alle muligheder til at blive endnu bedre, så det er med stor glæde vi har ham i Skive fH der kommende 2 sæsoner”, forklarer Ole Bitsch.