Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Landsholds-Josh gør det godt!

62373962_676951579418280_1920428449550303232_n.jpg
13-06-2019

Spillerne i Skive fH er i gang med hård fysisk træning imellem sæsonerne, men det er også tilfældet for Joshua Krohn Grace, selvom vores højre back ikke er til stede. Han er afsted med det irske landshold, der netop nu spiller IHF Emerging Nations Championship i Tbilisi, Georgien – en international turnering der er med til at styrke opkommende håndboldnationer.

Siden i lørdags har Joshua spillet hele 4 kampe for landsholdet, hvor det indtil nu er blevet til møder med USA, Nigeria, Georgien og Bulgarien, inden det irske hold klokken 14:00 dansk tid møder Malta i det sidste gruppeopgør – et mandskab Irland er favoritter til at besejre, og en kamp du kan se live lige her.

Lørdag bød på et nederlag imod amerikanerne (til trods for 13 scoringer fra Joshua), mens en velspillende Josh, med blandt andet 7 mål, var med til at sikre et vigtigt point imod Nigeria om søndagen – en konstatering også IHF var enig i, da Joshua efterfølgende blev kåret til kampens irske profil – læs mere om det her på IHF’s egen hjemmeside.

VI har fået nedenstående hilsen fra den irske landsholdprofil:

”Det er en super spændende mulighed for mig at spille på det irske landshold. Jeg får en masse fede oplevelser, og det er nogle rigtige gode ture vi kommer på i de forskellige lande. Derudover er gutterne på og omkring holdet fantastiske.

De går alle meget op i det, er meget disciplineret, og vi prøver hele tiden at holde fast i en udvikling. Håndbold er ikke nogen stor sport i Irland, men vi kæmper for udbredelsen af den, og det tror jeg, at disse turneringer er med til. Jeg oplever meget forskellige typer af håndbold til disse turneringer, og det er ofte anderledes i forhold til den måde der bliver spillet hjemme i 1. Division. Det er helt klart også en kæmpe bonus, at min bror og jeg kan gøre det sammen. Vi får nogle gode oplevelser sammen”, kommer det fra Georgiens hovedstad.

Vi ønsker Joshua og resten af de irske gutter held og lykke, og ser frem til at kigge med senere!