Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Landsholdsaktuel fløjspiller til Skive fH

Damer_gruppe.jpg
11-06-2014

Skive fH henter landsholdsspiller på venstre fløj


Skive fH henter den 20-årige hurtige venstre fløj Freja Cohrt hos de danske bronzevindere i Randers HK til den kommende sæson på en 2-årig kontrakt. Freja er også med i bruttotruppen på både B-landsholdet og U20-landsholdet, hvor hun indtil videre har spillet 17 landskampe. Via U-landsholdene har hun derfor allerede spillet sammen med Skive-spillerne Line Haugsted, Nadja Lærke Jensen, Lotte Jensen samt nytilkomne Sofie Bæk Andersen.
Freja kommer oprindeligt fra Fyn, men de seneste år har hun spillet i FC Midtjylland og Randers HK, hvor hun i seneste sæson har scoret 50 mål for Randers HK.

Freja Cohrt glæder sig meget til at starte træningen i Skive fH:
”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med træningen i Skive fH. Det er et ungt hold, og jeg kender mange af spillerne i forvejen, men det primære i mit skifte er, at jeg føler det er det rigtige i forhold til min fortsatte udvikling. I Skive bliver der gået til stålet både til træning og kamp, og her skal der kæmpes for hvert eneste mål og point, og det tiltaler mig meget. Skive har i mine øjne et meget attraktivt træningsmiljø med en særdeles kompetent cheftræner. Alt i alt glæder jeg mig til at blive en del af det spændende projekt de har i Skive fH, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang” fortæller Freja Cohrt.
 

Også klubben er meget tilfreds med den spændende tilgang til holdet :
”Freja er en ung og ambitiøs spiller, og derfor passer hun godt ind på holdet. Hun har altid været et meget stort talent, og vi tror, at hun med den rette coaching vil kunne udvikle sig yderligere i vort træningsmiljø. Samtidig kommer hun til at danne makker-par med Ditte Kelså på venstre fløj, og med de to er vi stærkt besat på denne position”.


”Vi vil samtidig gerne takke Lagkagehuset i Skive for at gøre en forskel ved at tilbyde Freja Cohrt et job ved siden af hånbolden, så det hele kunne gå op i højere enhed”, fortæller Henrik Buur, direktør for Skive fH.