Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Lasse Rask Hansen rykker til Skive

Lasse_Rask.jpg
18-02-2018

Billede: BenjaminChristensenFoto

I Skive er Frederikshavns Sebastian Andersen et velkendt ansigt, men det er manden med nummer 21 i baggrunden vi næste sæson ser i blåt.

For at imødekomme målet om en slagkraftig trup for fremtiden har Skive fH hentet venstre back Lasse Rask Hansen i Frederikshavn FI.

Efter et ophold i norske Stord HK ankom Lasse Rask til Frederikshavn for 2 år siden, og fra dag 1 har han været blandt de bærende krumtapper for nordjyderne. Han er den næstmest scorende Frederikshavner denne sæson, kun overgået af Joshua Krohn Grace, og 73 scoringer siger meget om den krudtladning højre arm gemmer på.

”Lasse bliver rigtig spændende at følge. Vi har tidligere været i dialog med ham, og nu er det lykkedes at tilknytte ham til vores fremtidige trup. Vi føler han er moden til at tage et skridt opad, og så har han nogle af de egenskaber vi har savnet i vores trup denne sæson. Han har en uimponerethed, og ikke mindste det krigerinstinkt der kan udvikle en lille gnist. Han tager de tæsk der bliver uddelt, og på den front tror jeg han vil kunne bidrage til de moralske forpligtelser vi har overfor os selv, tilskuere og sponsorer hver gang vi går på banen”, fortæller den sportsligt ansvarlige Ole Bitsch.

Lasse er ikke bange for at tage fra i den defensive del af spillet, men også offensivt er han en stor del af det udtryk Frederikshavn FI afspejler. Med sin nylige 25 års fødselsdag ankommer en rutineret spiller, og via hans udvikling er han ikke bange for at råbe højt.

Efter 2 år i bunden af 1. division håber Lasse Rask at kunne være en brik i Skive fH’s tilbagevenden til toppen af 1. division.

”Selvom tabellen aldrig lyver, og Skive desværre ikke er så langt væk rent talmæssigt, så føler jeg det er et stort skridt i den rette retning for mig. Skive har med deres spillertrup et langt større potentiale i rækken end indfriet, og i den forbindelse håber jeg at blive en vigtig brik i de kommende sæsoner”, fortæller den kommende Skive-spiller.

Den omtrent 190 centimeter høje back tiltræder efter denne sæson på en 2-årig aftale gældende indtil sommeren 2020.