Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Moussa Lihn Dembele ny mand i blåt

Moussa3.jpg
05-07-2019

Juli måned byder traditionen tro på træningsopstart, men først nyder gutterne til fulde sommerferien. Fra uge 30 begynder de indledende sæsonforberedelser, og det bliver med nyt århusiansk islæt, da Skive fH er blevet enige med Århus Håndbolds venstre back, Moussa Lihn Dembele.

”Spilletid er vigtig for min udvikling, og det ser jeg en god mulighed for i Skive, der er en ambitiøs klub med et godt setup bag. Jeg har snakket godt med Arne Damgaard, som har kunne se mig i en rolle i truppen, og det falder i god tråd med hvad jeg søger. Jeg er dog meget bevidst om konkurrencen, så jeg er sikker på vi får et godt træningsmiljø”, lyder det fra Moussa.

Den 204 centimeter høje bagspiller har den forgangne sæson været indlemmet i den århusianske ligatrup, og har inden spillet i AGF/Viby. Moussa har været i periferien til det danske U21-landshold de senere år - blandt andet var han med til Pierre Tiby-turneringen i Frankrig i april måned, hvor Danmark mødte Ungarn og Frankrig - og håber med skiftet til Skive at kunne tilspille sig mere spilletid. Inden U21-landsholdstiden var han også i sommeren 2017 med ved U-19-VM, hvor de danske talenter hentede VM-bronze ved at besejre Kroatien.

”Jeg er en lidt atypisk spiller vurderet ud fra min højde, for jeg er let på fødderne, hurtig, og klarer mig normalt godt i sprint- og tests. Samtidig har jeg fysik og størrelse, et stort vingefang, og kan både dækket 2’er og 3’er defensivt. Jeg er også blevet benyttet fremskudt, når vi har dækket en 5-1-forsvarsformation, og derudover har jeg haft meget fokus på at udvikle mit gennembrudsspil. Andre vil nok mest betegne mig som en skytte”, forklarer den unge århusianer.

Fra klubbens side er der gode forventninger til den nytilkomne spiller, der passer som fod i hose i hele strategien for elitemiljøet. Unge og motiverede spillere der jagter udvikling, og som gerne tager steppet fra liga til 1. division for at tilkæmpe spilletid. Konkurrencemiljøet er med tilgangen af Moussa blevet intensiveret yderligere, hvilket forhåbentligt kan være med til igen at spille med om de sjove pladser i 1. division.

”Moussa er en spiller vi har holdt øje med et stykke tid, og aftalen er kommet i hus via godt netværk håndboldklubber imellem. Arne Damgaard, Erik Veje Rasmussen og Simon Sørensen (red. chef- og assistenttrænere i i Århus Håndbold) har alle kunne se stort perspektiv i dette skifte, og det beviser også Skive fH har en rolle i dansk talentudvikling. Med Moussa får vi en spiller med mange facetter, og jeg er overbevist om han i den rette ramme kan blive en vigtig spiller for os”, fortæller Skive fH direktør, Peter Andersen.

Der er underskrevet en toårig kontrakt med det 20-årige talent, og du kan se lidt til den nye spiller her.

 

Med tilgangen af Moussa Lihn Dembele ser førsteholdstruppen 2019/2020 på nuværende tidspunkt således ud (positionerne er vejledende):

Keepere: Jesper Sørensen og Mads Meldgaard

Fløje: Mads Lynggaard, Malte Justesen og Rasmus Kier

Bagspillere: Frederik Langhoff Olesen, Lasse Rask, Moussa Dembele, Nickolei Jensen, Christoffer Toft Sigh, Thomas Damgaard, Emil Grønbech, Joshua Krohn Grace og Oliver Norlyk

Stregspillere: Casper Dohn Jensen, Daniel Guldsmed og Tobias Balsby Pedersen

 

For yderligere spørgsmål: Direktør Peter Andersen - 50 55 95 00