Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Nederlag i sidste sekund

IMG_2419.JPG
15-03-2019

Foran en stuvende fuld Interfjord Arena, omregnet i mennesker 1121 ansigter, ventede et længe imødeset lokalbrag imod naboerne fra Stoholm. Et formstærkt hold, og et mandskab der ikke lægger skjul på dagsordenen: Lange angreb, og en stor tiltro til en af rækkens dygtigste keeper, Nicolai Mortensen, tager fra, godt hjulpet på vej af en dygtig defensiv. De seneste 8 kampe har den kombination stået decideret fremragende, og det tilmed mod hold som f.eks. Fredericia og Tønder.

Man kan sætte mange ord på sådan en kamp, men første halvleg fortjente ikke alverden set med Skive-briller. Netop ovenstående ord var tilfældet, og det gav gevinst med en Stoholm-føring på 8-12. Varemærket med at spille de mange sekunder af klokken var en god idé fra Stoholm-træneren Allan Kjær.

Efter pausen blev der for alvor tændt op i Interfjord Arena, og tre Skive-scoringer på 1 minut og 50 sekunder, fra 11-16 til 14-16, bragte masser af tro ind i publikum og holdet. Daniel Guldsmed spillede fabelagtigt på stregen i den periode, med undtagelse af et par afbrændere, og ellers var Josua Grace en spiller der bombede løs, sammenholdt med seks sikre straffekast ud af samme antal mulige. Det endte med en total på 9 scoringer, og dermed blev han også kampens topscorer.

Med syv minutter igen kom det forløsende brøl i hallen, hvor en ligeldes velskydende Tobias Jørgensen bragede den første føring i kampen ind til 23-22. En føring mere på 24-23 ved topscorer "Josh" blev det til, og herfra kom der en stime på 3 til udeholdet. Der skulle et mindre mirakel til nede med 24-26 med 1 minut og 22 sekunder igen, hvis det skulle blive til point.

Skive tilkæmpede straffe, samtidig med haluret rundede den sidste omgang – og igen med en scoring fra Joshua Grace som resultat. Udeholdets Frederik Nørbjerg lavede herefter en halv angrebsfejl, og med 5 sekunder igen løb Tobias Rasmussen rundt i et kryds. En studsbold endte i krogen, og udligningen til 26-26 var i hus.

Stoholm-keeperen Nicolai Mortensen havde ikke været den hurtigste til at hente bolden ud af rusen efter indkasserede mål, men med få sekunder igen satte han ny personlig rekord. Bolden blev tyret til midten, og her kunne den gamle Skive fH’er Jakob Lauridsen kaste bolden i tomt mål, netop som 59:59 blev til 60:00.

Et nederlag der naturligvis gør ondt, men set i bakspejlet var det ikke ufortjent Stoholm rendte afsted med alle pointene. De eksekverede deres kampoplæg til UG kryds og slange.

Nu gælder det om at rejse os, og det skal ske på hjemmebane næste søndag imod Team Sydhavsøerne. Formår Sydhavsøerne at besejre TM Tønder denne weekend, vil blot et enkelt point adskille to af holdene i den direkte duel om en plads i den vigtige top-3.

Vi håber mange vil komme i hallen, selvom at det her nederlag gør ondt. Vi lægger os ikke ned, for alt er endnu 100% i egne hænder. Det kræver point imod Team Sydhavsøerne, og mange af de gode ting fra udesejren i Tønder skal igen bringes i spil.