Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Nicolaj Nørager fortsætter i blåt

26102016BCF_Skive_Haendbold_mod_frederikshavn037.jpg
28-10-2016

Tilbage i 2015 fik Ulrik Wilbek til opgave at nævne de største herretalenter i Danmark overfor BT. Valget på playmakerpositionen faldt på Nicolaj Nørager, som før denne sæson besluttede at skifte til Skive fH fra pokalvinderne HC Midtjylland. På baggrund af udtalelser og det talent håndbolddanmark er blevet vist, så må det kategoriseres som et scoop at Skive fH i marts måned kunne skrive kontrakt med den daværende U20-landsholdanfører.

Talentet er vi sikre på at hjemmepublikummet i Freja Arena ej heller har været det fjerneste i tvivl om. Derfor kommer Nicolaj Nøragers 2-årige forlængelse glædeligt, hvorfor Skive fH og Nørager nu har papir på hinanden indtil sommeren 2019.

For Ole Bitsch er det en af de store puslespilsbrikker der falder på plads.

”Først og fremmest synes jeg at det var en stor blåstempling, da vi kunne tilknytte en profileret U-landsholdsspiller og ”coming-man” i ligasammenhæng til førsteholdstruppen i Skive fH. At vi allerede nu kan sætte underskrifter på en forlængelse ser jeg som en stor anerkendelse fra begge parter. Det beviser at de ting vi har sagt, gjort og vist overfor Nicolaj er punkter vi i den grad kan stå indenfor.

Nicolaj har masser af ting han kan udvikle på i flere facetter af spillet, men omvendt så ser vi også Nicolaj som en meget talentfuld spiller der vil knokle for det. Jeg er ikke sikker på at Skive fH er hans endelige destination, for formår vi at udvikle hans potentiale, så skal han helt sikkert et skridt højere op at stigen på et tidspunkt”, udtaler cheftræneren således.

Vi ser frem til mange flere mål og frispilninger fra den taktisk kloge playmaker.