Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Ny målmand til Skive fH

Skive_fH_hold_sponsor.jpg
20-06-2016

Pressemeddelelse fra Skive fH
Ny målmand til Skive fH
 
Sommetider kommer man som klub i situationer hvor man glædes over at kunne hjælpe spillere. Sådan en situation opstod sidst i maj måned hvor vores målmand Jonas Kjærgaard fik et tilbud han ikke kunne sige nej til fra en norsk klub. Jonas skifter pr. 1/7 til Haugaland selvom han havde et år tilbage af sin aftale med Skive fH.
 
”Det er vemodigt at sige farvel efter 3 gode og lærerige sæsoner. Klubben har givet mig mange gode og positive oplevelser, og de mennesker der er i klubben, har været med til at forme mig og give mig gode værdier med på min vej fremover” siger Jonas.
 
Dette betød jo at vi i Skive fH skulle agere hurtigt så vi kan få målmandskabalen til at gå op frem mod næste sæson og et navn vi tidligere har fat kikkerten indstillet på, dukkede op igen.
Oprindelig fra Balling, men nu bosiddende i Århus og tidligere tørnet ud for Mors/Thy og Team Vesthimmerland - Mads Meldgaard der glæder sig meget til fremtiden i Skive fH siger:
 
” Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i Skive fH, da det er en klub med ambitioner, et rigtig godt træningsmiljø og nogle kompetente personer i og omkring klubben og da jeg er en lokal dreng oprindeligt fra Balling, kender jeg også klubben rigtig godt. Men for mig handler det først også fremmest om at komme tilbage i form, efter et års skadespause, så jeg glæder mig til at starte i Skive, og ser meget frem til udfordringen.”
 
I Skive fH glæder den kommende cheftræner sig til at arbejde med truppen, og ikke mindst målvogterne “Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få en aftale i hus med Mads, da han passer perfekt ind i det set-up, vi gerne vil skabe omkring herreholdet i Skive fH. Mads er en ung spændende målmand, som i mine øjne er meget udviklingsparat, hvad angår træningsindstilling og mentalitet til at skulle slå igennem på topplan. Det er derfor også en målmand, jeg ser store perspektiver i på den lange bane - og jeg glæder mig til at se ham udvikle sig i Skive fH. Med Mads Meldgaard i truppen har vi en yderst dynamisk målmandstrio, som uden tvivl vil øge konkurrencen på holdet og være med til at vi står stærkt over en hel sæson på målmandsposten.” siger Ole Bitsch.
 
Aftalen med Mads Meldgaard er i første omgang 1årig.