Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Oprykkerhold, men en ordentlig mundfuld!

Jacob_Weinreich_synes_godt_om_Mads_Meldgaard.JPG
25-11-2017

Med søndagens opgør mod HEI Skæring nærmer vi os hastigt første halvdel af sæsonen 2017/2018. Udover oprykkerholdet mangler vi at møde FIF og Team Sydhavsøerne, og herefter vender rækken igen på hovedet med de omvendte opgør – ligeledes markeret som halvvejsmærket, når vi den 10. december skal møde Team Sydhavsøerne i den sidste kamp i 2017.

Set på sæsonen til dags dato kan vi ikke være tilfredse. For mange point er blevet afskrevet billigt, men omvendt har vi også set højdepunkter der har ledt tankerne en meget positiv vej. Det har kort sagt været for svingende, og det bliver straffet hårdt mod den mest lige 1. division længe set. Lige nu kan vi ikke tillade os at snakke om oprykning, men i stedet om at stabilisere os i rækken med kontinuerlige præstationer. Næste skridt i den plan venter søndag aften, for ingen skal gå ind i Skæringhallen med hovmod – det MÅ og KAN vi ikke tillade!

HEI har traditionelt ikke scoret mange mål i denne sæson, og forsvaret skal så absolut også levere på et andet niveau, end hvad var tilfældet i anden halvleg imod Lemvig. Angrebstakterne skal gerne bibeholdes, for med 30 scoringer eller derover har der på denne front ikke været problemer de seneste tre opgør mod Stoholm, Ajax og Lemvig.

Ønsker du at se drengene i aktion søndag klokken 19:00, så er adressen Skæring Skolevej 200, 8250 Egå. Hjemmeholdet går ind til kampen efter en udesejr over Frederikshavn, så en fokuseret og topprofessionel indsats er påkrævet i jagten på 2 streger. Billetter kan købes i døren.