Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Per Ryberg på kontrakt

Skive_fh_herrer.jpg
29-04-2014

Per Ryberg skifter til Skive fH

 

Efter nedrykningen til 1. division er der klare mål for Skive fH´s herrer, om at etablere sig i toppen af rækken, hvilket vil sige at ende i Top 4, der minimum giver ret til kvalifikationskampe til ligaen.

For at nå dette mål har man skrevet en 1-årig kontrakt med Per Ryberg, playmaker fra naboerne i Stoholm IF.

 

Træner Simon Sørensen udtaler følgende om Per Ryberg, som han glæder sig over at få i truppen.

 

”Per er en klog spiller, en spiller med god håndboldforstand. En rutineret spiller der er vant til at tage ansvar og gå forrest i Stoholm, og vi tror og håber at han tager disse egenskaber med til Skive fH. Det er vigtigt med såkaldte tovejs spillere, og det er Per. Han skal hjælpe os med at blive endnu skarpere, skal være med til at iscenesætte spillet, men skal også selv være farlig”, siger Simon Sørensen.

 

Per Ryberg er afklaret med at forlade Stoholm, hvor han har spillet stort set hele sin karriere, og glæder sig meget til de nye udfordringer i en ny klub.

 

”Det er ikke et farvel til Stoholm, men et på gensyn. Jeg har været i Stoholm næsten hele mit liv, og skulle jeg prøve noget nyt, så skulle det være nu, med den alder jeg har. Jeg har været glad for at være i Stoholm, og tænker med ekstra stor glæde tilbage til den sæson hvor vi kom i opspil, og var tæt på at komme i ligaen. Jeg må indrømme at de senere år ikke har været lige så sjove, simpelt hen fordi at vi ikke har vundet så mange kampe, og altid ligget og rode rundt i bunden af rækken”.

 

”Som håndboldspiller vil man gerne vinde kampe, og det er det jeg håber og tror på sker i Skive fH, hvor jeg ved at klubben forventer at vi kommer med i den sjove ende, siger Ryberg. Jeg glæder mig til at prøve mig selv af både håndboldmæssigt og personligt. Jeg glæder mig også til at arbejde sammen med Simon Sørensen, og så gør det jo heller ikke noget at jeg har spillet sammen med flere af spillerne. Kim Sonne, Nickolei Jensen og Daniel Guldsmed kender jeg fra vores fælles tid i Stoholm, og det skal blive sjovt at genetablere samarbejdet med sidstnævnte, for en type som mig har gavn af en god stregspiller”, slutter Per Ryberg.