Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Remis i en intens afslutning

28754990_10215695003316548_1442163298_o-(1).jpg
14-03-2018

Med en sejr kunne Skive fH spille sig forbi både Fredericia HK og AJAX København i dag. En hurtigt opfattende Daniel Guldsmed fandt også Nikolaj Søndergaard til en 1-0 føring, men ellers var det AJAX der sad på indledningen. Tobias Rasmussen trak en af de mindre udvisninger efter 5 minutter, og med en småsløj Mads Meldgaard havde Mads Primdal i dag taget starten i målet.

Skader til Pugholm og Tobias Jørgensen skabte ikke de bedste betingelser op til opgøret, men med 4-5 småsløje spillere derudover, da var det ikke bredden der i aften skinnede igennem på bænken.

1-5 blev hurtigt til 4-5 ved Jeppe Kjærulff, og efter endnu en god forsvarsaktion, kringlede Daniel Guldsmed ved smukt forarbejde af bagkæden bolden over hovedet på Nikolaj Pedersen i AJAX-målet.

Casper Overgaard har spillet flot for udeholdet i de senere kampe, og her til aften var han også hård ved venstre forsvarsside for hjemmeholdet. Hans tredje scoring sendte udeholdet i front med 5-7, og med endnu to scoringer, så var det ellers fine comeback til 5-5 neutraliseret af udeholdet – et mandskab der på dagen kom med mere gejst bag tingene. Et scenarie der også medførte den første time-out efter 14 minutter.

Der var for alvor høj bølgegang i Limfjorden, og så kunne hjemmeholdet gå fra 5-10 til 9-10 med relativ simple midler.

Helt lige 14-14 kunne vi næppe tillade os at klage over pausestillingen, og med anden halvlegs første scoring kunne Nikolaj Søndergaard bringe hjemmeholdet i front.

Anden halvleg toppede til fulde niveauet fra første, og begge hold fulgtes pænt ad. Mathias Bitsch overtog tjansen som straffekastskytte efter et overtrådt forsøg fra Andreas Toudahl, og det med succes. Den anden scoring fra linjen sendte Skive i front med 23-22 11 minutter før tid.

Angrebet handlede tydeligt om at kunne holde hovedet koldt, når førstebølgen ikke lykkedes med at omsætte til mål, men det blev lidt en blandet fornøjelse. Begge mandskaber havde muligheden for at hive de to point til slut, da et hurtigt varsel for passivt spil tvang Tobias Rasmussen til afslutning med 8 sekunder igen. Inderst inde kan man ikke indvende alverden mod pointdelingen. Med to gange 14-14 i hver halvleg afspejler 28-28 kampen, men det var ikke et opgør holdene lå og byttede mål – det kom mere i stimer.

Allerede på mandag skal drengene igen i aktion, og her går turen til ”lokalrivalerne” fra Lemvig-Thyborøn. En særdeles svær kamp, for modstanderen har stadig gode chancer for de opspilsgivende pladser i tabellen. Hjem under dynen med drengene, og så er vi forhåbentlig fit-for-fight efter en god weekend.

Se kampdata her