Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Remis i fredagsthriller

27294487_10215378177876110_912008287_n.jpg
26-01-2018

Foto: BenjaminChristensenFoto

Selvom at hallen ikke var fyldt denne fredag aften, så var der alligevel god lyd på de fremmødte på tribunerne, der havde startet en stor EM-aften med en 1. divisionskamp mod Randers HH.

Inden på banen var der også al mulig grund til at publikum agerede på den baggrund, for med sin anden scoring i træk scorede Daniel Guldsmed til 9-5 efter 16 minutter. Som vanligt resulterede det i et brølende returløb.

I de første 30 minutter formåede Skive at minimere de tekniske fejl, og det betød også der ikke kom så mange omstillinger den anden vej. I hvert fald lige indtil de sidste 2 et halvt minut af første halvleg.

Her formåede hjemmeholdet stort set at formøble den ellers fremragende indledning, for udeholdet fik lov at score hele 2 scoringer i tomt mål, og derudover blev det også til yderligere to. 14-9 blev pludselig unødvendigt til 14-13.

Tobias Rasmussen fik heldigvis hul på en næste 6 minutters scoringspause, og så var det igen hjemmeholdet der kom bedst ud fra pausen. Bare 5 minutter skulle der gå inden +5 var genetableret i form af 18-13. Fuldstændig samme måde at straffe på, men heldigvis var det med omvendt fortegn denne gang!

Spillehumøret var i top, og det var mere end man kunne sige om humøret hos Jan Paulsen. Et gult kort var billigt sluppet for hans måde at gestikulere på.

Skive vil bare spille tætte kampe i denne sæson, og med 2 overskydende på tavlen skule man mene det ikke behøvedes at blive tættere. Johann Gunnlaugsson ville det dog anderledes, og på kontra kunne han score til 24-23 med 8 minutter igen.

Helt lige skulle det være, og Randers kunne med 20 sekunder sikre sig de to point. En skridtkendelse sikrede dog at Skive med 6 sekunder igen fik den afsluttende mulighed, men en aflevering var tæt på at blive opsnappet af Randers højrefløj. Han havde dog fod på i forsøget på at erobre bolden, og så skulle Jacob Aaquist qua hans højde få muligheden overfor en grøn forsvarsmur.

Desværre sneg afslutningen sig snært over det fjerneste målhjørne, og dermed endte det med 26-26 på tavlen.

Efterfølgende kunne begge trænere brokke sig til dommerparret.