Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

René Hamann-Boeriths ny assistenttræner i Skive fH

Rene_Hamann-Boeriths.jpg
06-07-2019

Det er med beklagelse vores forventede U19 cheftræner og herresenior assistenttræner, Martin Lellek, ikke kommer til Skive fH den kommende sæson.

Martin har ikke kunne få hverdagen til at hænge sammen med et trænerjob i Skive, hvilket vi har imødekommet. I den forbindelse er der blevet handlet hurtigt, og vi kan nu præsentere nyt for 1. division herrer – endda et navn der hæver mange øjenbryn i håndbolddanmark, og et navn ikke mange har gættet.

René Hamann-Boeriths vil i den kommende sæson assistere Arne Damgaard på trænerbænken i Skive fH, da klubben, Arne og René har kunne se et spændende samarbejde på tegnebrættet. René har ligesom Arne en fortid som aktiv håndboldspiller – her er det bl.a. blevet til 110 landskampe i rødt og hvidt – og så har han siden 2002 været træner i en række danske klubber, samt i norske Drammen og tyske TuS Metzingen.

”Muligheden for at blive træner i Skive fH bød sig, da min hustru og jeg flytter fra Sønderjylland til Silkeborg over sommeren, hvor min kone har fået et rigtig fint arbejde på Guldminen – FCMs nye idrætsfriskole ved Ikast. Jeg har efterfølgende fået et meget spændende job på Skægkærskolen nord for Silkeborg, hvor jeg tiltræder som pædagogisk leder. Jeg brænder naturligvis stadig for håndbolden, og da Skive ringende og fortalte om situationen, indvilligede jeg i at mødes. For mig et det vigtigt håndbold-delen kan harmonere med mit nye arbejde, for tiden skal være der til det hele”, forklarer René Hamann-Boeriths, der tiltræder på en etårig aftale.

Valget af Skive fH er ikke en tilfældighed, for den rutinerede træner har i mange år observeret den nordvestjyske forening på afstand.

”Skive fH har i mine øjne altid været en spændende klub. Foreningen er bygget på sunde værdier, og det er altid behageligt at komme i hallen. Kombineret med Arne Damgaard som cheftræner talte mange ting for at sige ja. Jeg har inddraget både min kommende chef og baglandet derhjemme, og der fandt vi en løsning, så det hele kunne gå op i en højere enhed. Skive er spændende, for jeg kan godt lide at arbejde med udvikling af spillere, og hele klubben har lidt af den GOG-foreningsånd jeg er vokset op med”, beretter den tidligere landsholdprofil.

Omkring rollefordelingen går den kommende assistenttræner til jobbet med ydmyghed.

”Arne og jeg skal have nogle snakke, og her skal jeg forsøge at opfylde nogle af de ønsker han kommer med. Arne sætter dagsordenen, og dér er det vigtigt jeg passer ind med de værdier og målsætninger i og fra klubben. I det her tilfælde skal jeg ind hvor det giver mening, og så skal jeg ellers bruge min erfaring bedst muligt, som jeg håber kan bruges til udvikling af de mange dygtige spillere og truppen som helhed – både omkring førsteholdet, men også periferispillere på andetholdet, samt hele den store ungdomsafdeling”, lyder det omkring det kommende samarbejde.

Direktør Peter Andersen er glad for at lande en kapacitet med det netværk og erfaring René Hamann-Boeriths bringer.

”Jeg har tidligere snakket med René, og med den nye situation åbnede muligheden for at snakke sammen igen. Det tog ikke lang tid at lande aftalen, da vi begge havde en gensidig og oprigtig interesse. René kommer med stor erfaring og håndboldfaglighed efter mange år i gamet – kvaliteter der skal bruges omkring førsteholdet, men også kvaliteter der kan smitte af på de øvrige seniorhold og hele foreningen”, kommer det fra Peter Andersen.    

Vi arbejder fortsat på en løsning for U19-herrerne, og snarest der er nyt, vil vi melde ud heromkring.

For yderligere oplysninger: Direktør Peter Andersen – 50 55 95 00