Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Retur fra Lalandia – I aften venter Århus Håndbold!

IMG_20180811_172340_01.jpg
  • IMG_20180811_172340_01.jpg
  • IMG_20180810_202101.jpg
  • IMG_20180810_202530.jpg
  • IMG_20180810_202908.jpg
  • IMG_20180811_094102.jpg
  • GOPR0716_1533890320907_high.JPG
14-08-2018

Indledningen af sæsonen har budt på flere tests og træningslejre frem mod den nye sæson, og senest var førsteholdstruppen den forgangne weekend i Lalandia. Torsdag aften ventede der et måltid mad efter overstået træning, og umiddelbart efter gik turen mod Lalandia, Billund – et mekka for legesyge unge, men også en eftertragtet destination for håndboldklubber med fokus på optakt til den kommende sæson.

Således kunne fredagen efter styrke- og håndboldtræning eksempelvis bruges på at nyde Skjern møde Århus Håndbold i en træningskamp, og her så vi, det ikke er en nem modstander der i aften venter i Ringkøbing-Skjern Elitecup 2018. Århus besejrede Skjern med 29-31.

Lørdag bød igen på træningspas fra morgenstunden, og om eftermiddagen spillede holdet træningskamp mod HK Give Fremad fra 2. divisions top. Efter en lige start viste Skive forskellen på de to rækker, og en pauseføring på 16-10 blev udbygget til slutresultat 33-24.

Igen stillede de hvidklædte Skivespillere med én keeper i form af Nicklas Graugaard, og han viste en flot figur. På fløjen var Rasmus Kier flyvende igennem de 60 minutter, og med 12 scoringer på 14 forsøg kunne han sagtens have fortjent titlen som kampens profil, men også Tobias Balsby indledte opgøret med flotte forsvarsaktioner og mål i den anden ende.

Alt i alt et succesfuldt ophold hvor der også blev masser af plads til individuelle samtaler med spillerne, samt det sociale i at ryste en ny trup sammen.

Skive fH - HK Give Fremad 33-24 (16-10)

Rasmus Kier - 12 mål

Tobias Balsby – 6 mål

Lasse Rask – 5 mål

Tobias Svend Rasmussen – 4 mål

Nickolei Jensen – 2 mål

Mads Lynggaard – 2 mål

Christoffer Sigh – 1 mål

Jeppe Østergaard – 1 mål

 

Klokken 19:30 i aften mødes Skive fH og Århus Håndbold (ligahold) i Hammel Idrætscenter, og der er fri entré for de interesserede. Kampen er en del af Ringkøbing-Skjern Elitecup 2018, som efterhånden er blevet en fast del af sæsonopstarten for Limfjordsmandskabet. Turneringens herredel består foruden os af lutter ligahold ved Lemvig-Thyborøn, Skjern Håndbold, Nordsjælland Håndbold, Århus Håndbold, Ribe-Esbjerg HH, og lørdag ved vi allerede sidstnævnte venter klokken 16:00 i Skjern Bank Arena.

Hele programmet kan ses her, så har man lyst til en udflugt i weekenden, er der masser af spændende håndboldhold i spil – både på herre- og damesiden.

Hvem søndagens modstander bliver, afhænger som skrevet af de to resultater i ugens løb.