Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Så pokkers tæt på...

14883536_10154092189902547_5498590670586043623_o-(1).jpg
30-10-2016

Credit for billede: Jan F. Stephan

I dejligt efterårsvejr skulle Skive fH her til eftermiddag forsøge at hente point i Helsinge Hallen, hvor ligeledes ubesejrede Nordsjælland Håndbold tog imod.

Alt emmede af ligastemning. En tætpakket hal, medrejsende Skive-fans der gav den gas, og ikke mindst blændende tempofyldt håndboldspil. Det var en fornøjelse at se Skive fH komme bragende ud fra omklædningsrummet, og netop som uret rundede sin tredje omgang, da bragte Nicolaj Nørager Skive i front med 1-3. Det skulle blive den første af 9 "kasser" i kampen. Solidt paradespil, med en velspillende Jesper Sørensen bag, sikrede en pauseføring på 13-14. Kampen fik lov til at leve fysisk, og 1. halvleg bød på bare 3 udvisninger. 2 til hjemmeholdet, samt en enkelt 2-minutters til Patrick Sanggaard. 

I anden halvleg kunne Skive fH udbygge føringen, og med Tobias Rasmussens scoring til 15-18 blev der stille i en ellers stemningsfyldt Helsinge Hallen. Hjemmeholdet forsøgte sidste stød for at vende op på kampen, da de med 20 minutter igen tog timeout bagud 16-20.

Hvad der blev sagt skal være usagt, men 4 scoringer til hjemmeholdet bragte balance i regnskabet. Som en anden elastik slog Skive igen, og med scoringer fra Tobias Rasmussen, Andreas Toudahl og Mads Øris, så lå matchbolden igen hos Skive-spillerne.

I Nordsjælland-målet spillede Kristian Dahl Pedersen sig op, og med et par forhastede afslutninger, så kunne Lasse Uth med 8 minutter igen bringe balance i regnskabet. 24-24 og dramaet var en realitet.

Kigger man på kampen over alle 60 minutter, så er det de færreste der ville have brokket sig over et remis. Desværre kan vi i aften se at begrebet ”fortjent” ikke eksisterer i håndbold. Nordsjællands eneste føringsmål igennem hele kampen faldt i det 57. spilleminut til stillingen 27-26 ved Lasse Uth, hvorefter Skives skytter ikke formåede at passere Nordsjællands forsvar og keeper igen.

Føringen efter de 60 minutter er den vigtigste. Håndbold kan være så ubarmhjertig.

Den 18. februar tager vi i det omvendte opgør imod Nordsjælland Håndbold i Freja Arena.  

 

Nordsjælland Håndbold: Lasse Uth 7, Nicolai Pedersen 5, Nichlas Poulsen 5, Oliver Roepstorff 4, Mikael Qvist 2, Johan Mecklenborg 2, Morten Thrane 1, Dan Beck Hansen 1

Målscorere SfH: Nicolaj Nørager 9, Mads Øris Nielsen 6, Tobias Rasmussen 4, Andreas Toudahl 3, Daniel Guldsmed 3, Nikolaj Søndergaard 1

Udvisninger: NSJ: 5 x 2 min. SfH: 4 x 2 min.
Rødt kort: Dan Beck Hansen (NSJ)

Tilskuere: 972