Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Sæsonafslutning hos Spar Nord

IMG_20180618_185151.jpg
  • IMG_20180618_185151.jpg
  • IMG_20180618_181726.jpg
  • IMG_20180618_181719.jpg
18-06-2018

Sidste år startede hovedsponsor Spar Nord og Skive fH en tradition for førsteholdstruppen for herrerne, og i år blev succesen gentaget.

Sæsonen 2017/2018 er afsluttet med fjerdepladsen i dette års 1. division, og som et punktum var alle spillere fra truppen 2017/2018 inviteret indenfor i Spar Nords kantine. Her blev der trakteret med en lækker dansk bøf med alt hvad der hører til, og efterfølgende forkælede kantinepersonalet den veltilpasse trup med en lækker dessert bestående af danske jordbærtærte på marengs og flødebund. En menu der for alvor smagte de sultne spillere.

Under seancen blev det også til taler fra bestyrelsesformand Mogens Garder, Direktør Peter Andersen, samt velkomst fra Spar Nords egen Olav Thordal Pedersen – Privatkundechef og hyppig gæst til førsteholdskampene. Han var her til aften frankeret af et par håndfulde af de dygtige ansatte, der på kryds og tværs fik snakket med de omtrent 20 Skive fH’ere.

Undervejs blev der taget afsked med Jakob Aaquist og Andreas Toudahl, der begge stopper i klubben efter denne sæson, og cheftræner Ole Bitsch kårede de trænervalgte ”årets udvikling”, ”årets fighter” og årets spiller”. Klubben og Jakob har efter hjemmekampen mod KIF Kolding København besluttet at stoppe samarbejdet, og Andreas kunne ikke være tilstede til sæsonens sidste pokalkamp.

Alle tre kåringer faldt på spillere der hver især har skilt sig ud på den iøjnefaldende måde. Jeppe Kjærulff har indtaget førsteviolinen på venstre fløj, og med en stærk sæson 2 i den blå trøje kunne han lade sig kåre til første titel, hvorefter sidste års bedste spillere, Daniel Guldsmed, i år kunne tage titlen som årets fighter med sig.

”Årets spiller” har man på ingen måde kunne komme udenom, og jovist har han nettet hele 155 gange, men mindst lige så imponerende er de 131 assists han denne sæson har præsteret. Skanderborg Håndbold kan se frem til en ligaklar Mathias Bitsch, og med sig fra Skive tager han titlen som trænernes egenvalgte ”årets spiller”.

Fra hele klubben lyder en stor tak til vores hovedsponsor Spar Nord, samt et stort held og lykke med fremtiden til de spillere der den kommende sæson vil være at finde i andre klubber.