Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Sikker sejr i Stoholm!

46495361_255699168442666_3690562631770308608_n.jpg
Foto: BenjaminChristensenFoto
16-11-2018

Det er ingen sag at spille på udebane, når man har over 100 højtråbende fans med til Stoholm. Ret beset var det nærmere en hjemmebane Skive trådte ind på fredag aften klokken 20:00.

Fra første minut var det også de blåklædte-Skivedrenge der satte sig på kampen. Koncentreret forsvarsspil sendte hurtigt udeholdet i front med 0-3, og i fraværet af Nickolei Jensen glimtede Tobias Rasmussen på den fjandboske aftenhimmel.

Med tre scoringer delte han topscorerværdigheden ved pausen, hvor også Rasmus Kier igen viste sig sikker på straffekastene, mens Daniel Guldsmed havde et godt tag på stregduellen. Her spillede han blandt andre overfor Jacob Lauridsen, der indtil sidste sæson gjorde sig i den blå Skive-trøje.

Anden halvleg blev en stor Skive-forestilling orkestreret af Nicklas Graugaard i Skive-målet. Der blev lukket af, men også værd et solidt forsvar, som hjalp en del på betingelserne. Han snuste til en redningsprocent på de 70, og spørgsmålet var blot om sejren skulle være på over eller under 10 mål.

Selv ikke et rødt kort til Jeppe Kjærulff bragte skår i glæden. Med 10 minutter igen blev det til et direkte rødt, men det gav plads til unge Thomas Dal på venstre fløj. Sejren på 18-29 var ikke et mål for lidt.

”Vi ved Stoholm var et svært sted at spille, og vi vidste de var gode til at få spillet over på deres præmisser. De trækker tempo ud af kampen, men vi var gode til at presse kampen op i tempo. Vi balancerer imellem omtanke og tempo, og stresser ikke på vores kontrafase, hvilket kan skabe lidt for mange tekniske fejl”, var den umiddelbare forklaring fra Ole Bitsch, inden han uddyber.

”Den helt store nøgle til sejr var en fantastisk defensiv, for Rasmus Hansen ligger en fantastisk bund i midterblokken, og så bliver jeg mere og mere imponeret af Tobias Rasmussen. Undskyld mt sprog, men hold kæft en indsats han har leveret – ikke bare i dag, men også mod Tønder, Odder og Fredericia. Han er en ligaspiller i svøb”, lyder det som skidt fra en spædekalv fra en veltilfreds cheftræner.

"Vi matcher til fulde vildskaben fra Stoholm, hvilket var noget af det jeg var nervøs for. Var vi ramt på selvtilliden, men jeg synes virkelig vi stod som mastodonter i dag. Vi stod sammen og kæmpede for den blå trøje, og vi ydede den respekt tilskuerne fra Skive havde fortjent. Jeg synes der har været en opadgående kurve på lægterne for Skibonitterne, og det skal de også have en velfortjent ros for. Det gør det meget sjovere at spille håndbold”, lyder det smilende.

I aften var det svært at finde skår i glæden, for indsatsen var ganske simpelt helstøbt. På intet tidspunkt kom der tvivl om udfaldet.