Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Fundamentet skabes i forsvaret

Simon_Olsen_i_midten.png
Foto: BenjaminChristensenFoto - Simon Olsen ses her med "B" på brystet.
02-10-2018

 

4 sejre efter 138 scoringer - et snit på over 34 ”kasser” pr. kamp - men en brandgod hjemmekamp kunne være skønt, efter det på udebane blev til 24-36 over HEI Skæring søndag aften.

Forsvaret steppede op, sammenlignet med hjemmekampen mod Køge Håndbold, men ordet kontinuitet bruges ikke efter én succesoplevelse. Det kræver flere kampe med fokus og ærgerrighed i højsæde, og en ny byggesten kan blive hjemmekampen mod Randers HH, hvor cheftræner Jeppe Knudsen og tidligere Skive fH’er Jacob Aaquist er blandt de mere velkendte ansigter.

Netop Aaquist har været en af de markante profiler i Kronjylland, og mon ikke der er ”ild i armen” hos ham. Onsdag må man formode han kommer med meget at bevise for barndomsklubben, hvor også Joachim Enggaard og Toke Schrøder er profiler, mens Andreas Sommer og Frederik Skoda er blandt de stabile aktører garant for fine indsatser.

Med nogle af navnene nævnt, kan Randers HH sagtens blive et bekendtskab der udvikler sig over sæsonen, og de startede også ud med en bragende god kamp, hvor de på udebane slog Otterup med 25-29. Efterfølgende var topholdet Fredericia tæt på at få ørerne i maskinen i Arena Randers, mens de i de seneste to kampe har mødt hård modstand mod Odder og Tønder.

Én ting er sikkert: Spillertruppen kommer til Skive uden pres på skuldrene, og tager man for let på tingene, kan det snildt give bagslag. Mange i de to trupper kender hinanden på kryds og tværs, så der er flere ”kampe i kampen” onsdag.

I egen andedam knokles der hårdt, og med bredden på truppen er missionen klar: Vi vil have den femte sejr, og dermed bevare titlen som ubesejrede. Simon Olsen uddyber:

”Vi har stor respekt for opgaven på hjemmebane i morgen. Vi møder et stort set helt nyt Randers-hold med dygtige individualister, og rammer de dagen, så kan de drille mange af deres modstandere. Hvis vi skal bevare den fine stime af sejre, så kræver det en holdindsats igennem alle 60 minutter! Vi skal have skabt en solid defensiv, som kan give nogle gode forudsætninger for at løbe vores kontrafase. Lidt af det så vi mod HEI, og det skal vi gerne genfinde”, beretter assistenttræneren.

Selvom Randers spås til at få det svært i årets 1. division, så kan præcis sådan et hold være meget giftigt. Er hukommelsen lidt ringe, er det ikke mere end 2 weekender siden vi var maksimalt presset mod Køge Håndbold.

Opgøret er udover Stoholm-kampene det nærmeste vi kommer lokalopgør, så vi håber naturligvis mange fra både Randers og Skive + omegn finder i Hal A til en midtugekamp!

Der er kampstart onsdag aften klokken 19:30, og har du ikke fået købt din billet, kan det nås her.