Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Skive-kvinder går efter sensationen

received_969884513206983.jpeg
18-02-2019

Når Skive’s kvinder fra toppen af Jyllandsserien går på banen i KCL, hal B kl. 19.30 mandag aften, kan de med god samvittighed kaste favoritværdigheden over på modstanderen.

I 5. runde af landspokalturneringen venter nemlig AGF fra 1. division, og chancen for videre avancement i Santander Cup’en er ikke gigantiske for de lokale håndboldkvinder.

- Men vi vil gå efter de få procenter, der peger i vores retning, siger træner Bruno Hansen, der sammen med sit hold ligger fornuftigt i forhold til status som oprykker i Jyllandsserien.

Med en ung og løbestærk grundstamme af det U18 hold der sidste sæson vandt JM for årgangen, tilsat en god portion divisionserfaring af mere rutinerede spillere, ligger Skive-kvinderne på den direkte oprykningsplads, som andenpladsen i puljen er. Øverstplacerede Aalborg HK har oprykningsforbud.

Netop Aalborg HK er det eneste hold i puljen, der har formået at tage points fra Skive. Det skete i SfH’s første JS-kamp, der blev tabt med 23-20 i det nordjyske.

Siden da er det blevet til pæne sejre mod rækkens øvrige hold.

Pokalmodstanderne fra AGF har det svært i 1. division, og har tabt de tre seneste kampe. De ligger aktuelt på nedspilspladsen. Seneste sejr i divisionen kom mod Oddense, der måtte tage fra Århus med nederlag på 31-17.

- Skal man sætte procenter på sejrschancerne, må de hedde 10/90 i AGF’s favør. Der skal laves en sensation, hvis vi skal videre til 6. runde. Men med fri entre i en forhåbentlig fyldt Hal B, vil vi vise os frem for vores allerbedste side. Det bliver strengt nødvendigt, hvis vi skal levere sensationen, slutter Bruno Hansen.