Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

"Sønder" skriver under på forlængelse

Soendergaard.jpg
18-04-2018

Billede: BenjaminChristensenFoto

Den 30. juni udløber kontrakten med Nikolaj Søndergaard, men heldigvis bliver det ikke et farvel til den dygtige venstrehåndede fløj. I stedet har Skive fH og højrefløjen forlænget samarbejdet, og derved findes han også på holdkortet det kommende år.

Siden ankomsten til 2016/2017-sæsonen har Nikolaj Søndergaard ikke trukket de store overskrifter, men er af alle omkring førsteholdstruppen betegnet som en tovejsspiller garant for stabile bedrifter. Der er ganske enkelt ikke meget brok omkring ham som spiller eller person.

”Søndergaard kan være en spøjs type, for han er ikke spilleren der skiller sig vanvittig meget ud på og udenfor banen. Med Nikolaj i truppen er træneren sikret en bundsolid person på mange fronter, for der er fuld arbejdsindsats i hver eneste præstation, hvilket ikke mindst udmønter sig i træningslokalet”, fortæller Ole Bitsch.

Nikolajs alsidighed er et af punkterne der vægter tungt for at holde ham i klubben. Han præsterer stabilt på højrefløjen offensivt, men også i defensiven bidrager han med vigtige ting. Eksempelvis formår han at dække 2’er-positionen (backens position) i forsvaret, hvilket kan betyde meget for en back med knap så mange kompetencer defensivt.

Som aflastning spiller han gerne backen i det offensive spil, så opsummeret er begrænsningerne hos den fysisk stærke fløjspiller få.

”Jeg nyder at spille i Skive fH. Jeg føler mig godt tilpas, og samtidig harmonerer træningstiderne med mit studie ved siden af. Klubben ville gerne forlænge med et år, og det passede rigtig fint ind i mine fremtidsplaner. Efter den kommende sæson vil jeg gerne have mere fokus på arbejdet som fysioterapeut”, forklarer den tidligere Randers HH-spiller, der samtidig ikke ønsker at lukke døre for fremtiden.

Nikolaj Søndergaard bor og studerer til dagligt i Holstebro, og på den front passer forlængelsen med Skive fH og deltidshåndbold godt ind i den snart 27-åriges nuværende situation.

Sammen med Rasmus Kier bliver der altså i den kommende sæson genvalg til begge højre fløje.