Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Stjernespækket Randers venter i weekenden

Ole_Bitsch_med_udtryk.jpg
28-09-2017

På lørdag klokken 15:00 venter liganedrykkerne fra Randers HH på udebane – et mandskab cheftræner Ole Bitsch formodes at have pulsen på. Hele konceptet har dog rykket sig gevaldigt siden hans tid, og østjyderne anno 2017/2018 er et helt andet sted.

”Det er et nystartet projekt man har gang i på andet år, for i de 5 år jeg var der som cheftræner, da var det med grobund i foreningsværdier og lokalt talentudviklingsmiljø fostrende spillere fra oplandet. Nu har Randers helt andre økonomiske muskler at spille med, og det giver også andre forudsætninger for at lykkes. Det er to vidt forskellige projekter der ikke kan sammenlignes. Hvis man kigger på holdet i denne sæson, så er det jo reelt set kun Andreas Svoldgaard, Rasmus Mølgaard og Joachim Enggaard der har været med op igennem rækker. Ellers er det blevet et multiinternationalt hold efterhånden”, lyder det fra Ole Bitsch.

Selvom at Randers HH betragtes som holdet med den største økonomi til rådighed i 1. division, så rendte mandskabet ind i deres første nederlag i søndags. På udebane tabte Jan Paulsens tropper med 29-21 til et imponerende Lemvig-hold.

”Ud fra kampen i Lemvig er det svært at definere Randers HH, for jeg er sikker på de også følte at underpræstere, og ikke levede op til hvad de ville og skulle. Med deres forudsætninger skal de hente en topplacering i denne række, men det var også et Lemvig-mandskab der spillede rigtig godt, og som med spillet på dagen absolut er en oprykningskandidat”, forklarer cheftræneren, der ligesom resten af håndbolddanmark har set en 1. division åbne sig op i de indledende runder.

Selvom det fra egen side ikke var godkendt i seneste kamp, så er der alligevel bund i troen om at kunne bringe den gode præstation med sig.

”Jeg forventer et Randers-hold der kommer med et helt andet tryk og ballast for at bevise sig selv, men det gør jeg så sandelig også fra vores egen trup. Vi skal vise hvad vi er lavet af. Vi går til opgaven med krum hals, og vi har ikke så meget fokus på vind/tab, men mere præstationen og indsatsen. Ikke forstået som at vi ikke vil vinde, men der er rigeligt at gøre i vores egen andedam for tiden – det tror jeg de fleste kan se”, lyder det efter et intenst træningspas med masser af fysik.

Kunne man gå og frygte at holdet var ramt mentalt efter de senere kampe, så er der positivt at berette. Naturligt var stemningen mut i starten af den første træning efter fredagens nederlag, men herefter er selvmedlidenheden tyret til hjørne afløst af en masse vilje.

”Jeg synes egentlig der er god stemning, og jeg synes også folk er villige og indstillet på at arbejde med de rigtige ting. At vi er nede i et lille dyk nu, det er der kun én ting der kan ændre på - nemlig at arbejde os stenhårdt ud af det. Jeg er sikker på de her drenge nok skal komme igen styrket med intenst arbejde og masser af kvalitet i træningslokalet”.

Modsat langt størstedelen af de kampe vi går ind til, så er der i weekenden ikke forventninger til at Skive skal save modstanderen Randers HH over på udebane.

”Det her handler om stolthed. Når man spiller i en klub som Skive fH, så spiller man samtidig i en klub der skal være en af de bedre i 1. division notorisk set. Det har vi absolut planer om igen, så jeg forventer også det er et andet afsæt vi tager i denne kamp. Der er ikke nogen der forventer vi går til Randers og vinder – heller ikke når man ser på de 2 holds setup. Det må være rigtig dejligt for drengene, men samtidig ikke en sovepude”, er ordene forud for kampen.

Der er kampstart klokken 15:00 i Arena Randers lørdag.