Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Tid til evaluering

Unavngivet.png
31-10-2016

Det er en brugt floskel at man skal glemme nederlag og komme videre.

Efter søndagens opgør er realiteten dog en anden. Allerede i busturen hjemad søndag aften var samtaleemnet at denne kamp kunne bruges til mere end skraldespanden. En fysisk betonet kamp blev styret af en flot dommerpræstation, mentalt var alle tilstede, og generelt bar kampen præg af liganiveau. Det fortjener en stor ros. Der skal være plads til at ranke ryggen – også på trods af at kampen sluttede i modvind.

”Sådan en kamp som i går motiverer os alle sammen til at ville mere. Spillerne præsterede rigtig flot og var klart det bedste hold i 60 min, men vores evne til at håndtere over-/undertalssituationer skal være skarpere i begge ender af banen. Nu skal vi holde "skruen i vandet", da det ikke bliver kampen i går, der afgør turneringen på den lange bane. Vi skal være topmotiverede resten af sæsonen og have troen på at vores arbejde holder”, siger Ole Bitsch således til sin spillertrup dagen derpå.

På mange måder kan vi altså tage ufattelig meget med fra opgøret. Spillemæssigt beviste Skive at forsvar og angreb til fulde er i stand til at matche et top-16 mandskab i Danmark.

Nu venter der en landskamppause, men for Mathias Bitsch og Jacob Weinrich bliver der ikke meget tid til restitution. Allerede i dag drager de til U21-landsholdssamling, før de med Danmark møder Spanien, Tyskland og Frankrig i den stærkt besatte firenationersturnering i Skanderborg kommende weekend.  

Efter en omgang selvstændig restitution mandag, så står morgendagen på videoanalyse og haltræning klokken 16:30 – 18:00 med spring- og sprinttest.