Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

"TJ": For en times tid bliver venskaberne parkeret

Tobias_Joergensen_kampens_spiller.JPG
31-01-2018

Fredagens hjemmekamp mod Randers HH følges op af endnu en af slagsen, for torsdag klokken 20:00 kommer endnu en østjysk modstander til Limfjordens udmunding.

Odder Håndbold har været blandt de positive overraskelser i denne sæson. Med 4 sejre ud af 4 mulige buldrede de mod toppen i indledningen af sæson, men med nederlag til Skive fH i femte runde fik Ole Bitsch og mandskabet som de første skovlen under et hold med stor vilje og fight – tilmed på en stærk hjemmebane i Spektrum Odder.

Siden er det blevet hverdag for satellitbyen til Århus, men holdet er stadig med i opløbet til playoff-kampe om at komme i ligaen. 10 sejre, 2 uafgjorte og 5 nederlag sikrer en aktuel fjerdeplads i en tæt 1. division.

5 point efter befinder Skive-mandskabet sig, og en sejr vil sende holdet et skridt nærmere Odder-mandskabet.

”Kampen er vigtig i forhold til at stabilisere os i rækken, så vi lige kan komme på afstand af den trælse nedrykningsstreg. Vi føler der er en opadgående formkurve, og det skal vi ind og arbejde videre på mod en stærk modstander. Stadig vil vi gerne begrænse omkostningerne ved de udfald vi har fået, men generelt synes jeg de modsat Randers spiller med mange spillere, og på den front kan de være lidt svære at forberede sig på”, fortæller Ole Bitsch efter onsdagens afsluttende træning.

I efterårets opgør i Odder spillede Tobias Jørgensen sin første kamp mod sit tidligere hold, og selvom han altså har prøvet at stå på den anden side, så er det stadig en speciel følelse at skulle stå overfor gode kammerater.

”Den her kamp bliver lidt mere speciel for mig. Jeg har rigtig mange gode kammerater fra Odder-tiden, så jeg glæder mig meget til at se dem, men mon ikke de er lidt mere nervøse for at stå overfor mig. For en times tid bliver venskaberne parkeret, og så må vi jo se på det derfra”, lyder det kækt fra en lumskt smilende Tobias Jørgensen – en venstre back der for alvor bygger lag på kompetencerne for tiden.

Kampen bliver dømt af Martin Lysgaard Clausen og Rasmus Høgfeldt Sørensen, mens Kjeld Løvquist er observatør.

Billetter kan købes her.