Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Topbrag med fokus på os selv

_I7Q3623.jpg
18-02-2019

Spørger man hvor Skive fH’erne helst vil være fredag aften, så er det IKKE foran fjernsynet med ”fredagssnolderen” i Margretheskålen. Vi tager til Fredericia, hvor rækkens tophold byder indenfor til et meget imødeset opgør. Sammen med Tønder er vi eneste hold der i denne sæson har besejret de klare oprykningsfavoritter, men lige siden har Fredericianerne vist et skræmmende niveau, og ikke mindst stor kynisme i deres spil.

Hjemmeholdet marcherer fra sejr til sejr, og i skrivende stund er det blevet til 12 styks i træk. Liganedrykkerne fra TM Tønder var de seneste det gik ud over, da de på hjemmebane tabte med 25-27 i søndags. Det får ikke Ole Bitsch til at hejse det hvide flag på forhånd.

”Det er en kamp vi igennem vores præstationer har gjort ekstra spændende, og det er vores sidste mulighed for at komme i spil til de øverste pladser. Vi skal sørge for at manifestere os på tredjepladsen, men ellers er det altid spændende at teste os af mod de andre tophold i rækken. Jeg synes vi har en opadgående formkurve, og det vil vi rigtig gerne bygge videre på”, forklarer cheftræneren inden kampen imellem nummer 1 og 3 i tabellen.

Hjemmeholdets sæson kan opsummeres meget kort: Fredericia HK har vundet rub og stub i rækken, hvis man lige ser bort fra 2 ud af de 19 kampe. Vores hjemmebanesejr på 28-26 den 19. oktober 2018, samt deres nederlag på hjemmebane runden forinden, hvor liganedrykkerne fra TM Tønder trak det længste strå. Holdet har kvalitetsspillere x 2 på hver position, men rammer vi topniveauet, kan der forhåbentlig blive spænding om resultatet.

”Vi har lukket for mange mål ind, men jeg synes vi leverede en fin forsvarskamp mod Otterup HK den forgange weekend. De spillede i periodevis 7-mod-6, men seks-mod-seks havde de svært ved at komme frem til de gode chancer. Vi skal gøre vores egne ting, og så er vi klar over Fredericia kommer med det bedste setup i 1. division i mange år. De har tabt til Tønder og os, så selvfølgelig kan vi være med på de gode dage”, lyder det.

I hjemmebaneopgøret lykkedes meget, og skal succesen gentages i det sydøstjyske, skal alle op på den højeste klinge. Der må forventes mange tilskuere i hallen, hvor den altid loyale fanklub ”HK Ultras” trofast prioriterer holdets kampprogram – ligegyldigt om de spiller på hjemme- eller udebane.

Indbyrdes har vi historisk det klare overtag, hvor fem af de seneste syv kampe er endt med Skive-sejre, imens det er blevet til to nederlag. Denne sæson kommer Fredericia med alle sejl sat på en direkte oprykning, og de har fra dag 1 i sæsonen ikke været bange for at snakke om det. Materialet er der, og på mange fronter har FHK allerede i dag et fint setup til at spille med i den bedste række.

Hjemmeholdet byder på gratis entré til alle kampe, så vi håber at se kendte ansigter i thansen Arena, Vestre Ringvej 100, 7000 Fredericia fredag aften klokken 19:30. Efter moderniseringen er det blevet en af den flotteste haller håndbolddanmark har at byde på, og er virkelig et besøg værd. Forhåbentlig bliver præstationen ligeledes mindeværdig – set igennem blå briller.