Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Topscorer Kier bli´r!

Kier.png
20-02-2019

Med 137 scoringer i 19 kampe har den 22-årige Rasmus Kier lagt afstand på topscorerlisten i 1. division. I skrivende stund er han hele 14 scoringer foran nummer 2 - Mathias Damgaard fra Odder Håndbold.

Den 2-årige kontrakt Rasmus Kier tegnede med Skive fH udløber til sommer, og derfor er der selvfølgelig blevet sendt mange beundrende blikke efter den hurtige højre fløj fra nær og fjern. Vi vil naturligvis ikke stå i vejen for et skifte videre i karrieren, men er enorm stolte over at 1. division-topscoreren forbliver i blåt den kommende sæson. Han har sat sin underskrift på en etårig forlængelse af den eksisterende kontrakt.

Rasmus Kier har i denne sæson fået en mere fremtrædende rolle i den lyseblå Kempa-trøje, da det er blevet til flere spilleminutter end i debutsæsonen 2017/2018. I denne sæson har Rasmus kunne fokusere på at dække fløj i forsvaret, mens en back dækker 2’er-positioner defensivt. Det har han taget imod med kyshånd, og et scoringssnit på over 7 mål pr. kamp fortæller en del om træfsikkerheden fra Skive fH’s nier.

”Jeg får rigtig mange spilleminutter i Skive, hvilket passer meget godt i min karriereplan. Jeg mærker tiltroen fra medspillere og trænerne, som er med til at øge min tryghed, men ikke mindst at styrke min udvikling. Jeg har hørt fra andre klubber, men det er aldrig for alvor blevet til konkrete snakke. Jeg er godt tilfreds med min hverdag i den blå trøje, og jeg har det godt i Skive. Min rolle passer mig godt, og ligesom Daniel Guldsmed og Nickolei Jensen også udtalte, så vil det også være en drøm at den næste sæson kunne blive i ligaen. Jeg vil gerne spille en rolle som ”førsteviolin” i ligaen, og det kan vi selv være med til at sikre med en god sæsonafslutning”, forklarer den vævre fløjprofil omkring den etårige forlængelse.

Selvsagt er der stor tilfredshed med, at en så kompetent spiller fortsætter på Skyttevej i Skive.

”Kier viser en professionel indstilling til opgaverne, og er vokset meget med den øget tillid han gør sig fortjent til. Han har udviklet sig til en god straffekastskytte, men er heller ej bange for at tage en afslutning fra højre back-position. Vi har været realistiske, for selvsagt kan vi ikke holde Rasmus Kier i klubben for evigt, men vi er lykkedes med at lande en forlængelse med en topscorer - ikke ”kun” i klubben, men i hele 1. division. Forlængelsen er et kvalitetsstempel af tingene vi laver i hverdagen, og er med til at manifestere Skive fH som en meget attraktiv klub for unge spillere”, lyder det fra Peter Andersen, direktør i Skive fH, samt medlem af det sportslige udvalg for herrerne.

De næste måneder vil der blive knoklet igennem inden- og udenfor linjerne, for mens 1. divisionsholdet gør sig gældende i toppen af rækken, bliver der også arbejdet på trupsammensætningen for de kommende år. Her er kommende cheftræner Arne Damgaard naturligvis også inde omkring beslutningerne, og vi opdaterer løbende med nyheder.

Yderligere kommentarer: Peter Andersen - direktør i Skive fH, tlf: 50 55 95 00