Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

TTH-talenter til Skive fH

Foto_TTH_Holstebro.jpg
Foto: TTH Holstebro - Her ser Malte Justesen (venstre) og Thomas Damgaard (højre)
24-03-2019

Skive fH har i dansk håndbold manifesteret sig som en klub med fokus på talentudvikling, og hvor man ikke er bange for en spillers relativ nylige dåbsattest. Det har man set med flere unge spillere der søger at finpudse talentet i limfjordsudmundingen, for derefter at drage videre til større klubber, og til den kommende sæson får vi tilgang af vestjysk blod – endda fra en etableret ligaklub.

Fra TTH Holstebro skifter venstre fløj Malte Bennedsgaard Justesen, samt playmakeren Thomas Bohl Damgaard. Begge kommer til klubben som 19-årige med masser af gå-på-mod, men har snuset til ligalivet i Holstebro, og har hver især spillet over en håndfuld kampe for førsteholdet denne sæson. Nu handler det om at tilkæmpe mere spilletid i en ny klub, så de opadgående formkurver kan fortsætte i samme retning.

En der kender de to spillere godt, er den nuværende TTH-assistent Arne Damgaard. Fra den kommende sæson overtager han cheftrænerposten i Skive fH, og han er glad for at de to spillere gør ham selskab.

”Vi får tilgang af to spillere jeg vil betegne som store talenter. Begge har spillet en del ligabold for TTH i denne sæson, men Thomas var uheldig at blive skadet i venstre skulder i efteråret. Han er dog på vej tilbage, og kan blive meget spændende med årene. Begge trænger til spilletid og ansvar, så jeg synes det virker helt rigtigt de har lyst til at komme med til Skive. De besidder hver især masser af potentiale, og det skal vi arbejde på at forløse de kommende år”, forklarer Arne Damgaard.

Thomas har udover ligaoptrædener været inde omkring ungdomslandsholdene, hvor det er blevet til 13 kampe indtil videre.

”Thomas er en fintestærk bagspiller med et rigtig godt skud, og så har han et godt playmakerhoved der ser mulighederne i spillet. Han har i sine ungdomsår dækket en fin 2’er-position defensivt, og kan vi lægge lag på det, ser jeg ham til at blive en rigtig fin tovejsspiller”, forklarer Arne Damgaard.

For Malte er det i skrivende stund blevet til 2 kampe i rødt og hvidt. Han har kompetencer der kan blive interessant i begge ender af de 40x20 meter.

” Malte er en eksplosiv fløjspiller, og fysisk stærk af sin position, så på andetholdet i TTH har han dækket en del op som back. Det kan være en mulighed, men det må vi se til, når vi kender truppen og kommer i gang med træningerne efter sommeren. I sine ungdomsår har han været bagspiller, og han er utrolig fintestærk, hvis han kommer rundt i krydsspillet”, lyder det fra TTH-assistenten.

Vi ser frem til at byde de to vestjyder velkomne, og begge har underskrevet 2-årige kontrakter.