Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

U 20 landsholdspiller til Skive fH

Skive_fH_logo-page-001.jpg
23-02-2016

Før mandagens hjemmesejr over SønderjyskE kunne direktør Peter Andersen løfte lidt af sløret for truppens sammensætning til den kommende sæson.

2 gode 2 årige forlængelser med hhv. fighteren på højre fløj Dennis Albæk og stregterrieren Patrick Sanggaard fremkaldte klapsalver fra de 220 sponsorer i Erhvervsklubben.

Da der så ydermere blev præsenteret en ny spiller til de kommende to sæsoner i form af 19 årige (d. 25/2 20 årige) højre back Mathias Bitsch blev der klappet anerkendende. Mathias har i denne sæson spillet for barndomklubben TTH's herreliga hold, og har præsteret flot som supplement til primært Peter Balling. 

Vi er glade og stolte over at Mathias kan se sine ambitioner blive opfyldt i Skive fH, og samtidig bliver det en oplevelse at følge Mathias og hans udvikling med mere spilletid og ansvar.

Sluttelig meddelte direktøren at der var sat navn på den kommende sæsons assistenttræner for Skive fH's bedste herrehold, og til at supplere vores nye cheftræner er Andreas Toudahl engageret til at være spillende assistenttræner.

Det kan kun blive en gevinst for klubben at Andreas med sin personlighed og faglighed er med til at lægge yderligere lag på herrehåndbolden i Skive fH.

Vi glæder os allerede nu til at komme igang med arbejdet.