Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Uge 12: HEI, Vestbjerg og Hamburg venter

3.png
20-03-2018

Billede: BenjaminChristensenFoto

Skive fH-holdene i 1. og 3. division herrer er ubesejret siden den 1. februar, og nu handler det om at slutte sæsonen bedst muligt – for andenholdet kan det forhåbentlig resultere i en oprykning.

Uge 12 byder på meget mere håndbold. Allerede på fredag spiller vi den tredjesidste hjemmekamp i sæsonen. På besøg kommer oprykkerholdet fra Hjortshøj-Egaa (HEI), Skæring klokken 20:00. Herefter venter i Freja Arena kun opgørene mod Team Sydhavsøerne og KIF Kolding København i Santander Cuppen.

I den omvendte kamp tabte vi til et sprudlende mandskab, samtidig med at vi selv ramte et uhørt bundniveau, så det bliver en flok sultne gutter der løber på banen efter revanche og point. Køb din billet her.

Men, men, men… 3. divisionsdrengene, med en gennemsnitsalder omkring de 20 år, har slet ikke meldt sig ud af kampen om en oprykning til 2. division. Fredag aften klokken 19:30 skal de i kamp mod nummer 1 fra Vestbjerg IF lige nord for Aalborg. Fire hold er alle på 27 point inden de sidste 2 kampe, og Løgstør HK på 26, så det forventes en enorm spændende afslutning på sæsonen for de unge ”knægte”.

Lørdag morgen klokken 9 sætter førsteholdet kursen mod HSV (Handball Sport Verein Hamburg) i det nordtyske. Vi har fået arrangeret en træningskamp på udebane imod de tidligere Bundesliga og Champions League-vindere søndag, så det bliver utvivlsomt en oplevelse for spillere, trænere og ledere. Grundet en konkurs spiller storbymandskabet nu i den 3. bedste tyske række, men med Kroatiske Blazenko Lackovic og tidligere tysk landsholdsspiller Stefan Schröder, så råder den ikoniske cheftræner Torsten Jansen over profiler der kunne begå sig blandt de bedste. Det viser placeringen som tophold i den nationale række ligeså.

Udover kampen, så er der selvfølgelig også det sociale perspektiv i en god udebanetur på en weekends tid. Vi er aktuelt ved at undersøge om HSV Hamborg livestreamer kampen. Er det tilfældet, så deler vi selvfølgelig link til at se med på både hjemmeside og Facebook.

Vi vil efter bedste evne give jer opdateringer fra de 3 kampe på de sociale medier 😊.