Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Velspillende Ajax København på besøg onsdag

Unavngivet.png
12-03-2018

Skive fH’s 1. division herrer er med 3 sejre på stribe i en god periode, vel og mærke for første gang i sæsonen, og på onsdag venter endnu en stor opgave. Efter den sikre sejr over Stoholm gæster Ajax København den 14. marts Freja Arena, og hovedstadsholdet kommer til opgøret med en sikker hjemmesejr over Frederikshavn FI. Hele 37-28 viste måltavlen efter de 60 minutter, og spillerne Frederik Samuelsen, Oliver Pedersen og Casper Overgaard bød ind med seks scoringer hver for hjemmeholdet.

Inden lå et par ”forventede” nederlag til henholdsvis TMS Ringsted og Team Sydhavsøerne, og med de resultater venter nu en kamp mellem nummer 7 og 8 i 1. Division, hvor Skive fH med en sejr passerer udeholdet og Fredericia HK i tabellen. Ajax har på de sociale medier meldt ud de kigger mod toppen, men det agter hjemmehold at stikke en kæp i hjulet for. Tidligere meldte Ole Bitsch ud Skive fH går med den klassiske ”en kamp ad gangen”, så meget passende fik vi en snak om næste hurdle - midtugens hjemmekamp mod Ajax København.

”Udekampen mod Ajax er vel en af dem vi føler at have været i maksimal kontrol alle 60 minutter, og hvor sejren ikke på noget tidspunkt var i fare. I den kamp mødte vi et Ajax København der ikke kom med særlig meget energi, og der er min forventning de kommer med en helt anden indstilling til tingene onsdag. Det skal vi ind og matche, og så vurderer jeg vi mand for mand er det bedre mandskab. Ambitionen er at slutte så højt som muligt, og vi ligger lige nu i en stor pulje fra nummer fire til 8. Der skal vi selv jagte vores chance”, forklarer Ole Bitsch.  

Som skrevet er Skive fH ved at udbygge antallet af sejre i træk for tiden, og sidste mandag var holdet ude at køre gokart ved samarbejdspartner Skive Gokart og Paintball på Killesmosevej 10. En eftermiddag der gav rigtig meget til fællesskabet, men også en oplevelse hvor konkurrencegenet levede til fulde blandt de 5 forskellige teams.

”Det betyder meget for humøret, og de sociale arrangementer er noget man som træner skal turde priotere. Det er måske ikke direkte overførbart ind på banen, men det giver enorm meget energi og gejst i truppen. Jeg var desværre ikke selv med, men drengene har kun snakket godt om det”, fortæller cheftræneren.

Der er kampstart onsdag klokken 20:00, og billetter kan købes her: http://shop.skivefh.dk/kampe/SFHAJAX.