Officiel hjemmeside for SKIVE FORENEDE HÅNDBOLDKLUBBER

Vi er på tavlen!

21584754_10214248664358978_1442293241_n.jpg
10-09-2017

Fotopartner: BenjaminChristensenFoto

I sæsonens første kamp var et hold gulklædte fynboere på besøg, og selvom at halspeekeren fik modstanderen introduceret som velklingende GOG, så var det lillebroren fra Otterup HK der kom på Skive-kanten i debutkampen for 2017/2018-sæsonen.

Om man kan lide det eller ej, så er der op til denne sæson lanceret en nultolerance imod brok. Efter en spilsekvens pådrog Daniel Guldsmed sit første gule kort for en tackling, helt okay, men herefter fik dommeren for alvor lagt en linje der er til at tage at føle på. Jovist kan det til tider blive for meget at høre på gentagne flabede kommentarer, men lad os nu samtidig beholde den dynamik og intensitet der gør håndbolden attraktiv.

Spillemæssigt var der ikke meget at sætte på de første 20 minutter. Højresiden ved Skive fungerede upåklageligt, og Rasmus Kier viste sig igen som en værdifuld spiller med 4 scoringer, hvilket også var det antal streger der var sat ud for Peter Krogh ved pausestilling 18-15. En spiller der senere skulle blive kampens profil med 8 fuldtræffere.

Efter bare 2 minutter af anden halvleg skulle betingelserne for 2 Skive-point blive forbedret, for udeholdet Anders Poulsen satte et skub ind en højtflyvende Jeppe Kjærulff, og helt retmæssigt udløste det den tredje og diskvalificerende 2-minutters udvisning.

Anden halvleg blev aldrig en gyser, og heldigvis for det. Tættere på end -5 kom udeholdet aldrig, og en sikker sejr blev kørt hjem på den rutine der skal styrkes kamp for kamp! Glæden var efterfølgende ikke til at tage fejl af, og på gangen udenfor omklædningsrummet var man ikke i tvivl om forløsningen for de blåklædte gutter.

Med 34-28 kan Skive nu se frem til næste udfordring. På lørdag skal vi til Sjælland for at møde storsatsende TMS Ringsted, og udover den lange bustur, så venter vel også en af de øvrige oprykningskandidater. Mere om den spændende udfordring i næste uge!  

Se alle målscorere her: http://tophaandbold.dk/match/531418