Matias Damgaard: ”Som kampen forløber, skal vi være mere end tilfredse”

Matias Damgaard: ”Som kampen forløber, skal vi være mere end tilfreds”

Det blev til et enkelt point i fredagens opgør mod Lemvig-Thyborøn Håndbold, hvor Magnus Brandbyge spillede en stor rolle i målet. Derudover var der en pokkers masse på holdkortet med efternavnet Damgaard. Matias Damgaard var en af dem, og efter opgøret havde han gerne set et point mere på kontoen.
”Jeg havde nok ikke været tilfreds inden kampen. Jeg havde sgu regnet med, at vi skulle have to point i dag på hjemmebane, men sådan som kampen forløber, så skal vi være mere end tilfredse. Vi dækker godt op hele kampen, ellers synes jeg ikke, vi rammer noget i angrebet. Vi spiller med mange forskellige spillere, og rammer det overhovedet ikke generelt. Så jeg tror, vi skal være rigtig tilfredse med det ene point.”

Det blev en kamp i defensivens tegn, Svend Rughave og Magnus Brandbyge plukkede bolde i målene, som det passede dem, mens fysikken blev godt brugt i begge ender. Og fysikken var netop noget, der havde fyldt taktisk inden opgøret, fortæller Matias Damgaard.
”Vi havde snakket om, at vi godt måtte gå til den, og de banker også igennem i første angreb. Så der var scenen sat, det var det, det handlede om. Jeg er lidt skuffet over, at vi ikke på noget tidspunkt med alle de ting, vi prøver, finder en rytme i angrebet. Det gjorde det bare endnu mere vigtigt, at vi stod godt i 60 minutter i forsvaret, for ellers havde vi ikke fået noget som helt med.”

Matias Damgaard fik også lov til at krydre kampen med en lille familiefest på banen, hvor far Arne Damgaard var på sidelinjen, mens fætrene Andreas og Thomas også var på banen på hver deres halvdel. Med et point til hvert hold, er der så fred til næste familiefest?
”Ja, det kan man godt sige. Nu har vi haft de her kampe et par år både mod dem alle sammen og nu med nogle af dem. Det er altid lidt specielt, men når vi spiller, så spiller vi mod hinanden. Jeg tror også, jeg har en enkelt på Thomas i dag, han godt kan mærke i morgen, så det er ikke så meget anderledes, ens så mange andre spillere.”

Næste opgør for Skive fH-mandskabet bliver en af de store opgaver. Mestrene fra Aalborg Håndbold venter på udebane i Gigantium, og selvom oddsene ikke er i Skives favør, så skal vi alligevel spille chancen, mener Matias Damgaard.
”Det bliver klart en kamp, hvor vi kan spille noget mere frit, men vi har også spillet mod andre gode hold, hvor vi bagefter har følt, at havde vi spillet op til vores bedste, så havde vi også haft muligheden for at få point. Så vi skal selvfølgelig spille vores chance deroppe, men det er et godt hold, vi skal møde, så det bliver svært.”

Opgøret mod Aalborg spilles på udebane i Gigantium på lørdag kl. 14.00 og kan som altid følges på tophåndbold. Derudover opdaterer vi også fra opgøret på Skive fH´s instagram-profil.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram